Kristian Østergaard: Der er slået hul i taget
Sproget er utroligt. De samme bogstaver kan danne den mest deprimerende sætning og den mest opbyggelige. Tag nu denne engelske sætning: ”God is nowhere” Gud er ingen steder. Han er væk, forsvundet, har måske aldrig været her. Det er da deprimerende. Men prøv så at beholde hele sætningen, idet du deler nowhere op i to ord, og straks står der: ”God is now here”. Gud er her nu. Med et lille mellemrum, har du pludselig hele det Ny Testamente i en maggiterning: ”Gud er her nu”.
Det var en gammel drøm i Israel, at en menneskesøn engang skulle stige ned på jorden gennem himlens skyer som gennem et hul i taget, så at himmel og jord ikke længere skulle være fremmede for hinanden. Den menneskesøn er i Jesus Kristus blevet kød og blod. Hvor han trådte frem, fik besatte deres frihed igen, spedalske blev rene og lamme rejste sig og gik. Igen og igen efterlader Jesus hos farisæerne og i andres sind et ordentlig hul i de spærringer, man forestillede sig mellem Gud og menneske, og i dem man satte mellem mennesker. Kristendommen handler om at få slået hul i taget, så vi kan blive lukket ud i det liv, hvor der er høj himmel og plads til at folde sig ud.
Hvis vi tager den første side i Bibelen, så fremgår det, at der ingenting var. Eller – der var noget… Men alting lå gemt i vand og mørke. Så lød Guds ord over vandene, og skabelsen gik i gang. På Guds ord gik bevægelsen fra ingenting til alt muligt. Fra mørke og stilhed til lys og lyd. Gud sagde: ”Der skal være lys” Og der blev lys og lyd og liv i lange baner. Så alt kan ske i Guds rige.
En mand fortalte om, hvordan hans femårige datter var kommet gevaldig i tvivl om det med Gud os, og nu også med tanker om det at skulle dø engang og komme op i himlen, så hun sagde til sin far: ”Og far, hvad så hvis jeg dør engang og kommer op i himlen, og han så slet ikke er der?” Faren nåede ikke at svare, førend pigen fortsatte: ”Nå, han finder mig nok alligevel.” Og det er det, kristendommen handler om, at han finder os alligevel – fordi der er slået hul i taget.
Kristian Østergaard: Prøvet af evigheden
Jesus fortæller i Lukasevangeliet om samaritaneren, der var foragtet af alle rettroende jøder, men som alligevel var ham, der på sin vej så den overfaldne og straks forstod, hvad der skulle gøres og ufortøvet tog fat. Han kan heri minde om den hollandske bonde, som under anden verdenskrig fandt en faldskærmsmand, en hemmelig agent, der havde brækket benene, da han ramte jorden. År senere blev bonden interviewet af tv om episoden: ”Hvad gik igennem dit hoved, da du så faldskærmsagenten ligge på din mark?” Jo, svarede bonden: ”Jeg havde håbet, at han ikke havde ligget der, men da han nu lå dér, så lå han der for mig.”
Så lå han der for mig! Den hollandske bonde var i samme situation som samaritaneren. Hvem er så min næste, det kan vel ikke være alle og enhver? Jo! Svarer Jesus, din næste er lige præcis alle og enhver! Men naturligvis ikke på en gang! Det er her, kæden tit hopper af. Det handler ikke om at elske menneskeheden, pointen er nemlig, at du ikke selv vælger næsten. Han lå der for samaritaneren og for den hollandske bondske. Ingen af dem var draget hjemmefra for at være barmhjertige, eller ledte efter en, som det var synd for. Men samaritaneren kom tilfældigvis forbi, og han fik medynk med den overfaldne. Ifølge den græske grundtekst gjort det ondt i hans indvolde. Det stod der ikke om præsten og levitten. Man kan få ondt i indvoldene, hvis ens nærmeste er i store problemer, men manden fra Samaria fik lige så ondt, skønt han ikke kendte manden. Han følte et skæbnefællesskab med ham, men han følte også, at der var en fordring over hans liv. Samaritaneren går hen og hjælper den overfaldne og bruger sin tid og sit øjeblik på ham, og det blev stående for eftertiden, i al evighed. Men det vil jo også sige, at hvert øjeblik er vi prøvet af evigheden. Hvad brugte du dit øjeblik på? Til at slå manden ned eller gå uden om ham eller hjælpe ham? Hvad valgte du i tiden? Barmhjertigheden eller kynismen? Man må hele tiden afgøre sig i øjeblikket.
Kristian Østergaard: To små bøger om store emner
Små bøger er de sværeste at skrive, mente Grundtvig. Men at de ikke er umulige at skrive, vidner to af sensommerens udgivelser om. Det ene er skrevet af digteren Søren Ulrik Thomsen og bærer titlen ”Store Kongensgade 23” (Gyldendal). Bogen er på under 100 sider, men Thomsen skriver her smukt om sine forældre, indgående om sin frygt og hengivent om sin tro. Thomsen henter inspiration i kristendommen: ”Ikke bare visheden om, at der efter i dag vil komme en ny, men desuden forventningen til, at denne anden dag også vil være ny betydningen bedre end den foregående, ja, måske oven i købet vidunderlig, tror jeg simpelthen er det, som holder os i live. ”Se, jeg gør alting nyt”, siger Kristus ifølge Johannes’ Åbenbaring, og når jeg mister modet, og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst, så jeg måske selv på min dødsdag kan se frem til det bedste”.
Den anden bog er skrevet af romanforfatteren og essayisten Jens Christian Grøndahl og hedder ”Min svage tro”. (Eksistensen). Den er på 100 sider og er en beretning om, hvordan forfatteren ad åre har nærmet sig kristendommen. Det kunne næsten ikke være anderledes: ”Kristendommen har mere at sige om os end vi om den (…) jeg føler mig talt til af Bibelens tekster. De vil mig noget, og det er mærkeligt at konstatere, så ældgamle som de er. Endnu mærkeligere er det, at jeg giver dem lov til at ville.”
Men det gør Grøndahl altså, og han er ikke tvivl om, hvordan det skal ske: ”Man skal komme i kirken, for at teksterne kan begynde at sige én noget. Man skal også lade sit barn døbe for med tiden at forstå, hvad det betyder. I vores egocentrerede modernitet har vi vænnet os til, at den autentiske betydning kommer indefra, men hvad nu, hvis det ikke er rigtigt?”
Grøndahl slutter sin bog af med at henvise til opstandelsen: ”Der er en mening med, at jeg føler mig bagud, som om jeg er kommet for sent. Han vil altid være gået i forvejen til Galilæa.”
Kristian Østergaard: Forsvar for almindeligheden
En teologiprofessor beskrev forleden kristendommen i den vestlige verden som svækket, fordi den var træt og hjemsøgt af selvplageriske tendenser pga. en kolonial fortid. Historikeren Mikael Jalving leverer med bogen ”Forsvar for almindeligheden” (Hovedland 2021) på den baggrund et bidrag til en folkelig frimodighed.
Jalvings bog er både en aktuel analyse og en påmindelse om, hvad vi er rundet af og bør finde inspiration i: ”Uden kirkerne er Europa ingenting. De står derude i al slags vejr som tegn på, at mennesket først og fremmest er et åndsvæsen, som kræver fysisk beskyttelse, siden orden, proportion, mening, skønhed, følelse, kærlighed, samvittighed og samarbejde med andre for at bevare det vigtigste og mest dyrebare i tilværelsen, som er det, der gør os til en del af noget større.”
For kristendommen er ikke fortid og forbi. Det rummer et fremadrettet budskab, og Jalving citerer som et slags motto den store østrigske 1800-tals komponist Gustav Mahler for ordene: ”Tradition består ikke i tilbedelsen af aske, men i videreførelse af ild”.
Jalving skriver om familien, barndommen, kønnet, dannelse, skønhed og det folkelige liv. Med andre ord: alt det, som enhver af os kender til og må forholde os til. Og som der ingen grund er til at skose eller forholde sig nedladende til. Deraf titlen: ”Forsvar for almindeligheden”. Men Jalving finder netop begrundelsen for sit forsvar for almindeligheden i kristendommen. Han skriver nemlig: ”Ifølge Bibelen indebærer skabelsen, at vi er sat i livets tjeneste, frie til at herske og vogte over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, sådan som det hedder i Første Mosebog, men det betyder ikke, at vi kan gøre, som vi vil, at der er frit spil. Vi har fået livet skænket og er fra første åndedrag noget i modsætning til intet og udfylder en plads, vi ikke har valgt selv. Vi er ikke født ophøjede, hellige eller som de udvalgte; vi er født heldige”.
”Forsvar for almindeligheden” er spændende og tankevækkende læsning.
Kristian Østergaard: Isbjørnen
Henrik Pontoppidan skildrer i novellen ”Isbjørnen” en mærkværdig præst, der er blevet sendt til Grønland, da man ellers ikke ved, hvor man skal placere ham. Grønland er det hele rigtige sted for ham. Grønlænderne holder af ham, de kalder ham for Isbjørnen, fordi han ligner en isbjørn med sin store ludende skikkelse og kæmpe grabber.
Da Isbjørnen bliver gammel vender han dog hjem til Danmark, hvor menigheden forundres og forarges over isbjørnens grønlandske klæder og manerer. Så sker det en dag, at Isbjørnen kaldes ud til et dødsleje. En gammel mand ligger på det sidste, men han har svært ved at finde fred. Han får først fred, da isbjørnen forsikrer ham om, at der også i himlen vil være mulighed for at få skråtobak: ”Efter den forklaring vendte manden atter tilfreds og beroliget sig hoved. Derpå foldede han de runkne hænder, modtog det hellige sakramente og sov lidt efter ind i sine fædres tro”. Men Isbjørnen bliver fældet på denne udtalelse af sine overordnede og må opgive sit embede.
Da Isbjørnen forlader præstegården, skriver han på døren: ”I har de tyranner, som I fortjener”. Ja, for vi kan ikke leve af kolde, tørre facts eller med sandheden som noget, der kun kan vejes eller måles, for så overser man at sandheden er større end som så. Det er ikke fordi det altid behøver at være en nem eller behagelig oplevelse. Den skærer igennem forløjede undskyldninger og falske bortforklaringer, men den holder os samtidig fast, hvor vi er fristet til at give op eller til at give slip.
For den frugtbare sandhed peger mod kærligheden. Som apostlen Paulus siger: Den, der har profetisk gave, men ikke har kærlighed, er intet.
Kristendommens samlede fortælling består af det, som er større, end vi kunne finde på at sige sig selv. Derfor må det tilsiges os. Igen og igen. Det er troen, der giver os adgang til det, vi ikke kan sige os selv. Alt det, som Gud har givet os i og med Kristus, hvor død bliver til liv, hvor man går fra dødningehjem til de levendes land, hvad Isbjørnens sjælesørgeriske ord mindede om.
Kristian Østergaard: Hellere en levende synder end en død helgen
Overskriften på denne klumme har jeg ikke selv hittet på. Den er Grundtvigs opfindelse, men hans ord randt mig i hud, da jeg læste om Skotlands sundhedschef.
For et år siden fik hun ørene maskinen. Historien om Catharine Calderwood handler om at sige og gøre noget andet. Under coronanedlukningen stod hun hver dag frem på de daglige pressemøder og på regeringens vegne rådgav befolkningen om, hvordan man skulle mindske smittefaren. Dag efter dag lød budskabet, at man skulle blive hjemme og på den måde bremse spredningen. Det var ikke kun en henstilling, det var også en lov, politiet håndhævede. Men så viste det sig, at sundhedschefen selv tog til sit fritidshus i Edinburgh. Det blev opdaget af myndighederne, og på en pressekonference, erkendte hun, at hun havde besøgt sit fritidshus, selv om hun havde påbudt det modsatte, og efterfølgende udsendte hun en pressemeddelelse, hvori der stod: ”Folk i hele Skotland skal kunne stole på dem, der rådgiver.” Og hun indrømmede, at det var svært, når man handlede som hende. Derfor forlod hun sin stilling.
Men historien er på en måde opbyggelig. Calderwood indrømmede sin fejl, stod ved den og tog konsekvensen, sådan lærer denne historie, at det ikke bare handler om at være perfekt, men nok så meget om at stå ved sig selv.
Paulus skrev i et af sine breve: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.”
Der er selverkendelse i disse ord, de vidner om, hvor svært det kan være at få vores idealer og vores handlinger til at hænge sammen. En vittig sjæl strammede pointen med denne omskrivning af Paulus: ”Det gode jeg vil, det gør jeg. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør de andre”. Ja, sådan er det tit. Her melder tilfældet med Calderwood sig som en oplivende tildragelse, hvor man faktisk får større respekt for sundhedschefen efter hendes ”fald” end før.
Så måske har Grundtvig ret i de ord, der endte som overskrift på denne klumme.
Kristian Østergaard: Hvad er meningen med livet?
En mand i fyrrene berettede om, hvordan han var inviteret til sin bedstemors 100-års fødselsdag. Bedstemoren boede på plejehjem, hun havde det i og for sig udmærket, men døjede naturligt nok med nedsat hørelse. Hun fejrede dagen på plejehjemmet med sine nærmeste, og hendes smil lyste op for alle, der sad med ved bordet. Efter spisningen satte barnebarnet sig hen ved siden af sin bedstemor og spurgte hende: ”Hvad er meningen med livet? Du har levet i 100 år, hvad synes du er meningen med livet?” Bedstemoren svarede: ”Hvad siger du?” Han spurgte igen. Men hun kunne simpelthen ikke få fat i spørgsmålet pga. hørenedsættelsen. Manden måtte derfor skrive spørgsmålet ned på et stykke papir: ”Hvad er meningen med livet?”. Den gamle kvinde læste spørgsmålet, greb kuglepennen og noterede nogle bogstaver på papiret. Barnebarnet på 40 år kiggede på papiret. Hvad stod der? Der stod:” I dag”. Blot fire bogstaver. Den gamle kvinde havde koncentreret 100 års livserfaring, og det sammenfattede hun i disse to ord. Kunne man ikke sige mere?
Men så slog det manden, hvor meget der lå i de ord. Bedstemoren havde ikke længere noget hjem, hun kunne kalde sit eget, hun havde mistet sin mand, hun havde mistet det meste af sin hørelse, men hun ville ikke nøjes med bare at overleve. Hun ville også leve. Bedstemoreb levede for øjeblikket, for denne dag – i dag.
Det skulle lige bundfælde sig, men her har du altså meningen med livet. Dagen i dag, når du griber den. Det lyder enkelt, men er det ikke. Livet minder undertiden om en tom dåsecola, som ligger på vejen. Vi giver den et spark, den ruller længere væk. En dag kommer jeg på den rejse. En dag ringer jeg min gamle ven op. En dag forsoner jeg mig med den slægtning. En dag tager jeg på det kursus. En dag. En dag. Den tomme cola bliver sparket længere op ad vejen, indtil der en dag ikke er flere dage tilbage at tage af.
På sin 100-årsdag lærte den gamle fra sig: Livets mening er i dag. Bring forsoningen i stand i dag. Meld dig til kurset i dag. Ring op i dag. Lev i dag.
Kristian Østergaard: ”Ja, men det var også for dig”.
I denne måned er det 100 år siden, at der i München blev født en pige, som skulle få en nøgleposition i modstandsgruppen ”Den Hvide Rose”. Sophie Scholl uddeler sammen med sin bror flyveblade mod nazismen, hvori der f.eks. stod: ”Har ikke Gud selv givet dig kraft og mod til at kæmpe? Vi skal angribe det onde dér, hvor det er mægtigst, og mægtigst er det i Hitlers magt”
Det går galt, Sophie bliver sammen med sin bror taget til fange af tysk politi, og en retssag mod dem tager sin begyndelse, hvor hun bliver spurgt, hvorfor hun og hendes kammerater er gået til modstand, lyder svaret: ”En skal jo være den første til at sige det. Hvad vi sagde og skrev, var der jo også mange, der tænkte. De turde blot ikke sige det højt.”
I dødscellen i februar 1943 modtager Sophie Scholl besøg af sine forældre. Morens afskedsord lyder: ”Var det for Kristus?” Og Sophies svar lyder: ”Ja, men det var også for dig”. Spørgsmålet angiver, at Sophie Scholl modstandsarbejde var begrundet i hendes kristentro. Og svaret understreger, at troen på Jesus Kristus i høj grad angår livet på jorden blandt mennesker.
Sophie Scholl vidste, at det blev et usselt liv, hvis man solgte ud af sine værdier og pantsatte sig selv. Da den sønderknuste far tager afsked med Sophie i dødscellen, udbryder han: ”Jeg er stolt af min datter”. Det kunne han også være. Fængselspræsten noterede: ”Uden at fælde en tåre modtog hun den hellige nadver, indtil fangevogteren bankede på celledøren, og hun blev ført ud.”
Sophie Scholls liv prædikede med sit liv om, hvad der er kristendom. Lige inden Sophie sammen med sin bror og deres fælles ven blev ført til skafottet, delte de en cigaret. Det viser, at de tre unge mennesker ikke gik i døden, fordi de foragtede livet og de nydelser, der er forbundet med det. Tværtimod. De elskede livet og nød det. Det var af kærlighed til verden. Kun den, som virkelig elsker livet, forstår, hvor dyrebart det er for én selv og andre mennesker.
-Var det for Kristus?
-Ja, men det var også for dig.
Kristian Østergaard: Hofmarskallens bønner
Kongehusets har netop udnævnt en ny hofmarskal, og Kim Kristensen fortæller i et interview med Kristeligt Dagblad om sit forhold til kristendommen. Da han i sin tid blev udstationeret på Balkan, tog hans ægtefælles mormor ham i hånden og sagde: ”Kim, du skal vide, at jeg hver eneste dag vil bede for, at du kommer hjem til Tine og jeres søn.”
Kim Kristensen slog det hen og mente ikke der var nogen grund til bønner eller bekymringer.
På Balkan var der imidlertid masser at bekymre sig om. Ikke mindst da Kristensen blev orienteret om, at en gruppe danske soldater var fanget i et minefelt uden proviant. Kristensen meddelte sine soldater, at han havde brug for to frivillige, der skulle følge ham gennem minefeltet og ud til de strandede kammerater.
Undervejs funderede Kim Kristensen over tilværelsen. Han tog et foto af sin gravide kone og deres søn frem, og nu begyndte livets store spørgsmål at melde sig for ham: ”Det gik op for mig, at man som soldat er tvunget til at reflektere over livet og eksistensen. Hvad er meningen, og hvad tror man på? Hvorfor står man op for at gå ud i en kugleregn eller et minefelt, hvor man risikerer at dø? Det gik op for mig, at jeg ikke alene havde ansvaret for soldaterne, men at jeg også havde et ansvar for deres og mine egne pårørende. Det var virkelig en hård mesterlære,”
Men aktionen gik godt, og da Kristensen vendte hjem til sin familie, erfarerede han, at mormoren havde holdt sit løfte og taget ham med i sine bønner: ”Når jeg nu vidste, hvad jeg og mine soldater havde været udsat for og havde overlevet, så gjorde det et enormt indtryk på mig, at hun havde bedt Gud om hjælp til at passe på mig. Og i dag ved jeg, at det har været en medvirkende årsag til, at jeg siden tog bønnen til mig. De gange, jeg som leder har følt mig mest alene og stået over for de tungeste dilemmaer, der potentielt kunne komme til at koste soldater under min kommando livet, har jeg trukket mig tilbage til mit eget lønkammer og bedt en bøn for at finde ro og støtte hos Gud.”
Kristian Østergaard: JEG ER hyrden
Det nye våbenskjold i Sorø Klosterkirke ved siden af orglet stammer fra fortællingen i Det Gamle Testamente om den brændende tornebusk. Moses vogtede får i ørkenen, og han går i retning af tornbusken i flammer, der viser sig at rumme Guds egen røst: ”Jeg er den, jeg er. Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig.”
Et stort og gådefuldt navn, selv om vi dog straks aner det ene og afgørende: at mens alle ting og alle levende væsner i verden er blevet til og bliver til, så er Gud den, der er, ja, som er nu, og som altid har været, og som altid vil være.
Men det betyder også, at der efter Moses’ møde med Gud står noget ubesvaret tilbage. Noget som vi ikke kan svare på. JEG ER – men hvad er det, Gud er? Det Gamle Testamente slutter egentlig ikke med et punktum eller et udråbstegn, men den slutter med spørgsmålstegn. Der bliver ikke svaret klart på, hvem Jeg Er. Svaret herpå finder vi i det Nye Testamente, hvor Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde.”
Jeg har læst om en skovarbejder, og det var efter en af de mange skovbrande i USA, der gik omkring i en nedbrændt skov. Så fandt han en fugl, som lå død i sin rede, men da han løftede fuglen op, så han en lille flok fugleunger, som sultne og med åbne næb tiggede efter mad. De var levende, fordi fuglen var blevet i reden og med sine vinger havde dækket fugleungerne.
Og savner man et billede på, hvad Jesus gør, når han sætter sit liv til, for at vi skal leve, så er der snart sagt intet, der taler stærkere end dette. Ligesom fuglen ikke kunne forlade reden af kærlighed til sine unger, sådan forsøger Jesus heller ikke at undgå døden, men dør, for at vi må leve.
Skulle nogen driste sig til at påstå, at Gud ikke vil gøre alt for at redde hvert eneste menneske, taler han eller hun ikke sandt. Gud har netop gjort alt ved at sende sin søn til verden. Han har ikke sparet noget som helst – slet ikke sig selv.
For påskemorgen viste det sig tillige, at JEG ER – opstandelsen og livet.
Kristian Østergaard: På Brinkmanns briks
Psykologiprofessor Svend Brinkmann går med sin nye bog ”Vi er det liv vi lever – en fortælling om skæbnen” nye veje i sit forfatterskab. En ældre kvinde kontakter en dag professoren, og det udvikler sig til mange samtaler, som er optrykt i denne bog og afstedkommer en lang række spændende refleksioner.
Intet mennesker en ø, skrev en berømt engelsk digter. Noget lignende konkluderer Brinkmann: ”Vi oplever måske, at vi med tiden bliver mere frigjorte fra forbindelser til andre, men i realiteten glemmer vi efterhånden bare, hvor forbundne vi er.” Og det er her begrebet værdighed, kommer ind i billedet, skriver forfatteren: ”Det gælder om at blive opmærksom på, hvordan ens livstråd er flettet sammen med andres, så man kan sørge for at tage det alvorligt, at ens handlinger har betydning for andre. Vi har måske nok en skæbne og kan ikke ændre alt, men vi kan lære at leve oplyst, forpligtet og værdigt med vores nærmeste.”
Det er det den gamle dame, Brinkmann taler med, har lært. Under besættelsen begik hun et fejltrin, som fulgte og forfulgte hende mange år efter krigen. Men hun finder sig til rette med sin skæbne, hun får noget meningsfyldt ud af sit liv – bl.a. ved at følge det råd, hendes psykoanalytiker giver hende: ”Man behøver ikke at lære at gøre det, man har lyst til, men man skal lære at gøre det, man ikke har lyst til. For dét får man brug for.”
Undervejs inddrager Brinkmann interessante betragtninger over den græske tragedie, der ”simpelthen [er] udtryk for livet, der skal leves som sådan. Tragedien viser os derfor, at livet ikke altid går op. På den måde er den ofte mere realistisk end det filosofiske ideal om at løse livets ligning med fornuften (…) Mange af tragedierne handler som tidligere nævnt om, at selv forsøget på at undgå skæbnen i virkeligheden blot er med til at stadfæste den.”
Dermed har Svend Brinkmann allerede kastet bolden op til sin næste bog, der udkommer i juni og hedder ”Mit år med Gud”
Kristian Østergaaard: Fido og opstandelsenkoes@km.dk |
|
Mit efternavn stammer fra gården Østergaard i Lundsmark syd for Ribe. Mine slægtninge tog simpelthen gårdens navn og gjorde det til efternavn. En undtagelse var dog Agnes Smidt, der blev født i 1874 på Østergaard og blev den betydeligste sønderjyske maler i første halvdel af det tyvende århundrede. Om Agnes Smidt er der netop udkommet en fornem biografi af Inger Lauridsen med samme titel som klummen.
Forfatteren understreger i sit forord, hvorfor hun har skrevet biografien: ”Agnes Smidts særlige karaktertræk gør hende til en af sin sit århundredes mest interessante kvindeskikkelser, så unik og tidløs, at hendes tankeverden kan lære mennesker i det 21.århundrede meget”.
Som maler var det især portrætter, hun gjorde i, og i dag er det hendes store maleri af de danske sønderjyders førstemand, der hænger i billedsalen på Folkehjem i Åbenrå. Dermed har man allerede sagt noget om, hvad der optog Agnes Smidt. Det var kampen for Sønderjylland i årene 1864-1920.
Også helt konkret.
Under første verdenskrig mistede 5 søskende først deres mor, og siden faldt deres far, der som sønderjyde var tvunget til at kæmpe for Tyskland. Selv om Agnes Smidt var enlig, adopterede hun de fem forældreløse piger og gav dem en god opvækst.
Man skulle mene, det havde været rigeligt, men under tredivernes massearbejdsløshed oprettede Agnes Smidt tillige en slags højskole for unge mænd i Lundsmark. Ikke alle deltagere var lige polerede, og Agnes Smidt blev kraftigt opfordret til at bortvise en af dem. Men svaret lød: ”Jo, han skal være her, fordi han gerne vil. Der er den forskel mellem dit syn og mit, at mænd kan ofre, så længe de tror på et menneske eller en sag; men vi kvinder kan blive ved med at ofre, selv når alt håb er ude.”
Ifølge hendes levnedsskildrer hentede Agnes Smidt sin ubekymrethed i kristendommen, og det kom også til udtryk i den nekrolog, der blev bragt efter hendes død i 1952: ”Hun troede på, at der var evige kræfter, der virkede med i den enkeltes liv og tilværelse.”
Læs også: Det evige liv er et røverkøb Mellem venner Kristi Himmelfart Karen Blixen skildrer pinsen Er bøgen sprunget ud Bjergsomhedsdriften Fraværende i det nærværende... Klippen Skøjtemesteren Halleluja Den nådesløse verdens blinde ligegyldighed Dommedag Ønskebarnet Alt er unyttigt undtagen vor skælven Nordstjernen Kærlighedens pris Julens mod Piet Hein .... Bølgegang Den generøse sædemand og troen på fremtiden Keats om kærlighed