Kristian Østergaard: Hofmarskallens bønner

koes@km.dk

Kongehusets har netop udnævnt en ny hofmarskal, og Kim Kristensen fortæller i et interview med Kristeligt Dagblad om sit forhold til kristendommen. Da han i sin tid blev udstationeret på Balkan, tog hans ægtefælles mormor ham i hånden og sagde: ”Kim, du skal vide, at jeg hver eneste dag vil bede for, at du kommer hjem til Tine og jeres søn.”

    Kim Kristensen slog det hen og mente ikke der var nogen grund til bønner eller bekymringer.

På Balkan var der imidlertid masser at bekymre sig om. Ikke mindst da Kristensen blev orienteret om, at en gruppe danske soldater var fanget i et minefelt uden proviant. Kristensen meddelte sine soldater, at han havde brug for to frivillige, der skulle følge ham gennem minefeltet og ud til de strandede kammerater.

    Undervejs funderede Kim Kristensen over tilværelsen. Han tog et foto af sin gravide kone og deres søn frem, og nu begyndte livets store spørgsmål at melde sig for ham: ”Det gik op for mig, at man som soldat er tvunget til at reflektere over livet og eksistensen. Hvad er meningen, og hvad tror man på? Hvorfor står man op for at gå ud i en kugleregn eller et minefelt, hvor man risikerer at dø? Det gik op for mig, at jeg ikke alene havde ansvaret for soldaterne, men at jeg også havde et ansvar for deres og mine egne pårørende. Det var virkelig en hård mesterlære,”

Men aktionen gik godt, og da Kristensen vendte hjem til sin familie, erfarerede han, at mormoren havde holdt sit løfte og taget ham med i sine bønner: ”Når jeg nu vidste, hvad jeg og mine soldater havde været udsat for og havde overlevet, så gjorde det et enormt indtryk på mig, at hun havde bedt Gud om hjælp til at passe på mig. Og i dag ved jeg, at det har været en medvirkende årsag til, at jeg siden tog bønnen til mig. De gange, jeg som leder har følt mig mest alene og stået over for de tungeste dilemmaer, der potentielt kunne komme til at koste soldater under min kommando livet, har jeg trukket mig tilbage til mit eget lønkammer og bedt en bøn for at finde ro og støtte hos Gud.”

 

Kristian Østergaard: JEG ER hyrden

koes@km.dk

Det nye våbenskjold i Sorø Klosterkirke ved siden af orglet stammer fra fortællingen i Det Gamle Testamente om den brændende tornebusk. Moses vogtede får i ørkenen, og han går i retning af tornbusken i flammer, der viser sig at rumme Guds egen røst: ”Jeg er den, jeg er. Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig.”

     Et stort og gådefuldt navn, selv om vi dog straks aner det ene og afgørende: at mens alle ting og alle levende væsner i verden er blevet til og bliver til, så er Gud den, der er, ja, som er nu, og som altid har været, og som altid vil være.

    Men det betyder også, at der efter Moses’ møde med Gud står noget ubesvaret tilbage. Noget som vi ikke kan svare på. JEG ER – men hvad er det, Gud er? Det Gamle Testamente slutter egentlig ikke med et punktum eller et udråbstegn, men den slutter med spørgsmålstegn. Der bliver ikke svaret klart på, hvem Jeg Er. Svaret herpå finder vi i det Nye Testamente, hvor Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde.”

     Jeg har læst om en skovarbejder, og det var efter en af de mange skovbrande i USA, der gik omkring i en nedbrændt skov. Så fandt han en fugl, som lå død i sin rede, men da han løftede fuglen op, så han en lille flok fugleunger, som sultne og med åbne næb tiggede efter mad. De var levende, fordi fuglen var blevet i reden og med sine vinger havde dækket fugleungerne.

Og savner man et billede på, hvad Jesus gør, når han sætter sit liv til, for at vi skal leve, så er der snart sagt intet, der taler stærkere end dette. Ligesom fuglen ikke kunne forlade reden af kærlighed til sine unger, sådan forsøger Jesus heller ikke at undgå døden, men dør, for at vi må leve.

Skulle nogen driste sig til at påstå, at Gud ikke vil gøre alt for at redde hvert eneste menneske, taler han eller hun ikke sandt. Gud har netop gjort alt ved at sende sin søn til verden. Han har ikke sparet noget som helst – slet ikke sig selv.

    For påskemorgen viste det sig tillige, at JEG ER – opstandelsen og livet.

 

 

Kristian Østergaard: På Brinkmanns briks

koes@km.dk

Psykologiprofessor Svend Brinkmann går med sin nye bog ”Vi er det liv vi lever – en fortælling om skæbnen” nye veje i sit forfatterskab. En ældre kvinde kontakter en dag professoren, og det udvikler sig til mange samtaler, som er optrykt i denne bog og afstedkommer en lang række spændende refleksioner.

     Intet mennesker en ø, skrev en berømt engelsk digter. Noget lignende konkluderer Brinkmann: ”Vi oplever måske, at vi med tiden bliver mere frigjorte fra forbindelser til andre, men i realiteten glemmer vi efterhånden bare, hvor forbundne vi er.” Og det er her begrebet værdighed, kommer ind i billedet, skriver forfatteren: ”Det gælder om at blive opmærksom på, hvordan ens livstråd er flettet sammen med andres, så man kan sørge for at tage det alvorligt, at ens handlinger har betydning for andre. Vi har måske nok en skæbne og kan ikke ændre alt, men vi kan lære at leve oplyst, forpligtet og værdigt med vores nærmeste.”

    Det er det den gamle dame, Brinkmann taler med, har lært. Under besættelsen begik hun et fejltrin, som fulgte og forfulgte hende mange år efter krigen. Men hun finder sig til rette med sin skæbne, hun får noget meningsfyldt ud af sit liv – bl.a. ved at følge det råd, hendes psykoanalytiker giver hende: ”Man behøver ikke at lære at gøre det, man har lyst til, men man skal lære at gøre det, man ikke har lyst til. For dét får man brug for.”

  Undervejs inddrager Brinkmann interessante betragtninger over den græske tragedie, der ”simpelthen [er] udtryk for livet, der skal leves som sådan. Tragedien viser os derfor, at livet ikke altid går op. På den måde er den ofte mere realistisk end det filosofiske ideal om at løse livets ligning med fornuften (…) Mange af tragedierne handler som tidligere nævnt om, at selv forsøget på at undgå skæbnen i virkeligheden blot er med til at stadfæste den.”

    Dermed har Svend Brinkmann allerede kastet bolden op til sin næste bog, der udkommer i juni og hedder ”Mit år med Gud”

Kristian Østergaaard: Fido og opstandelsen

koes@km.dk

 

Mange hunde hedder ”Fido”. Det betyder: ”Jeg tror”. Vi kender udtrykket: ”Ham har jeg fidus til”. Men laver han fiduser, mister jeg troen på ham. Hvis jeg opdager, at ham kunne jeg ikke tro på, bliver han til en fidusmager. Påskedag blev disciplene klar over, at Jesus såvist ingen fidusmager var. Det hele gav mening. Han var til at tro på.

    Almindeligvis er det jo sådan, at man bliver oplivet, når man finder den, man leder efter. ”Fundet!” Råber børnene glædestrålende i gemmelegen. Men påskedag lyder glædesbudskabet omvendt: ”Han er ikke her.” Deri består det glædelige budskab: Han er ikke fundet. Et fænomen er noget, der kommer til syne, noget, der viser sig. Så kan man spørge: Kan noget, der ikke kan vise sig, vise sig? Ja, det har jo vist sig. For hvor Jesus før lå, ligger han nu ikke mere. Stilstand, død og forstening er blevet til liv, bevægelse og fremtid.

Så hvad gør vi nu? Må kvinderne spørge sig selv og hinanden ude ved graven. Og de får besked på, at de skal haste mod Galilæa, hvor de skal møde den opstandne herre og frelser.

  Nu tager kvinderne igen benene på nakken, men i en ny retning. Hjemad. Der vil han møde dem. I Galilæa, som er deres hjemegn.

Dette bringer også bud til os. Det fortæller os, hvor Jesus vil møde os. Det kan være udmærket at dyrke pilgrimsvandring, det kan være glimrende at drage på retræte i et kloster, men enhver søgen efter Gud modsvares altid af, at han insisterer på hverdagen og menneskene i den, som ikke blot er det, vi kommer fra, men også som det, vi har ansvaret for.

Det berettes om Mark Twain, at han engang mødte en entusiastisk amerikaner, der forklarede om en rejse til Israel, hvor han havde læst de 10 bud højt på Sinajbjerget. Hertil svarede Mark Twain med sin skarpsindige humor: ”Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og holdt dem?”

    Ja, for Gud er derhjemme, han er gået i forvejen for det, som er vort eget Galilæa, men som nu er forandret. For nu ved vi, at for Gud er alting muligt. Han kan få døden til at afgå ved døden. Han kan gøre det gamle nyt.

 

Kristian Østergaaard: Agnes Smidt - sønderjyde, kvinde og kunstner

koes@km.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit efternavn stammer fra gården Østergaard i Lundsmark syd for Ribe. Mine slægtninge tog simpelthen gårdens navn og gjorde det til efternavn. En undtagelse var dog Agnes Smidt, der blev født i 1874 på Østergaard og blev den betydeligste sønderjyske maler i første halvdel af det tyvende århundrede. Om Agnes Smidt er der netop udkommet en fornem biografi af Inger Lauridsen med samme titel som klummen.

     Forfatteren understreger i sit forord, hvorfor hun har skrevet biografien: ”Agnes Smidts særlige karaktertræk gør hende til en af sin sit århundredes mest interessante kvindeskikkelser, så unik og tidløs, at hendes tankeverden kan lære mennesker i det 21.århundrede meget”.

    Som maler var det især portrætter, hun gjorde i, og i dag er det hendes store maleri af de danske sønderjyders førstemand, der hænger i billedsalen på Folkehjem i Åbenrå. Dermed har man allerede sagt noget om, hvad der optog Agnes Smidt. Det var kampen for Sønderjylland i årene 1864-1920.

      Også helt konkret.

   Under første verdenskrig mistede 5 søskende først deres mor, og siden faldt deres far, der som sønderjyde var tvunget til at kæmpe for Tyskland. Selv om Agnes Smidt var enlig, adopterede hun de fem forældreløse piger og gav dem en god opvækst.

     Man skulle mene, det havde været rigeligt, men under tredivernes massearbejdsløshed oprettede Agnes Smidt tillige en slags højskole for unge mænd i Lundsmark. Ikke alle deltagere var lige polerede, og Agnes Smidt blev kraftigt opfordret til at bortvise en af dem. Men svaret lød: ”Jo, han skal være her, fordi han gerne vil. Der er den forskel mellem dit syn og mit, at mænd kan ofre, så længe de tror på et menneske eller en sag; men vi kvinder kan blive ved med at ofre, selv når alt håb er ude.”  

     Ifølge hendes levnedsskildrer hentede Agnes Smidt sin ubekymrethed i kristendommen, og det kom også til udtryk i den nekrolog, der blev bragt efter hendes død i 1952: ”Hun troede på, at der var evige kræfter, der virkede med i den enkeltes liv og tilværelse.”  

 

Læs også:  Det evige liv er et røverkøb    Mellem venner    Kristi Himmelfart    Karen Blixen skildrer pinsen    Er bøgen sprunget ud    Bjergsomhedsdriften    Fraværende i det nærværende...    Klippen    Skøjtemesteren    Halleluja    Den nådesløse verdens blinde ligegyldighed    Dommedag    Ønskebarnet    Alt er unyttigt undtagen vor skælven    Nordstjernen    Kærlighedens pris    Julens mod    Piet Hein ....    Bølgegang    Den generøse sædemand og troen på fremtiden    Keats om kærlighed