Der er et gammelt eventyr om en pige, der lige inden sit bryllup ved et under bliver lukket ind i et bjerg. Her fik hun en rok at spinde guld på, og hun fik besked om, at nu kunne hun spinde så meget guld, som hun havde lyst til.

     Pigen var ivrig og gik straks i gang med at spinde. Hun kunne bare ikke få nok. Hver gang hun havde nok, tænkte hun, at nu burde hun alligevel fortsætte yderligere en dag. Og til sidst – ja, til sidst var tiden gået, og pigen var endt som krumbøjet olding, der sad og spandt med sine krogede fingre. Omkring hende lå der dynger af guld, men, men der var kun få år tilbage af livet og ingen gemal.

   Det er fortællingen om et menneske, der sætter alt ind på at sikre sig selv og gøre livet til sin ejendom – i stedet for at leve det og tage imod det, som noget uventet, overraskende og glædeligt.

      Når vi som børn legede røvere og soldater, lød det ikke sjældent: Pengene eller livet! Det er jo det klassiske ultimatum, hvis man bliver passet op af en landevejsrøver. Giv mig dine penge, eller jeg slår dig ihjel! Men ordene lader sig jo også forstå på en helt anden måde: Skal jeg vælge at få pengene? Eller skal jeg vælge livet?

    Og så er vi fremme ved selve kernen i kristendommen, som det hele i grunden handler om: Jesus Kristus løskøbte os med sit eget liv, den dag han døde på korset. Dermed genskabte Gud en balance i vores tilværelse. Så skal vi ikke længere vælge mellem pengene og livet, for pengene eller guldet er en naturlig del af livet. Men der er andet i livet. I den forstand er vores liv et både-og.

    Pigen med guldrokken havde gjorde det til et enten-eller.

    Oblaten, som bliver uddelt under nadveren, er formet som en mønt. Oblaten symboliserer prisen, der måtte betales for, at vores menneskelige fejl og svigt kunne tilgives. Det var den pris, Jesus betalte for os på korset. Eller sagt endnu mere i moderne: Kristus tog én for holdet. På den måde blev vi sat fri til at leve et spændende liv – hvad enten vi har guld eller ej.