Da den polskfødte pave, Johannes Paul II i 1989 besøgte Danmark, mødte Helsingørs biskop Johannes Johansen op i Kastrup ved pavens afrejse. Her sagde han farvel til paven med ordene: ”Vi ses i Himlen!” Hvortil den vittige pave svarede: ”Ja, vi får se!”

   Paven er i mellemtiden blevet kanoniseret og må således have plads i de himmelske gemakker. Om han dér har fået øje på og genkendt sin danske embedsbroder, er ikke til at sige, men til gengæld er Johansen i høj grad til stede her og nu hos os med sine salmer. Ja, hvis hans efterkommere indkasserede en 1 krone hver gang ”Du som har tændt millioner af stjerner” blev sunget, så ville de snart blive endog meget velhavende. Hvor nogle nyere salmer kan have problemer med melodierne, så er der i Johansens salme en smuk forening af letforståelige salmer og sangbare melodier. Det gælder ikke mindst ”Du som har tændt millioner af stjerner”, som Johansen skrev til en FDF landslejr i 1981, hvor komponisten Erik Sommer var til stede. Salmens højdepunkt ligger i tredje linje både tekstligt og musikalsk – ”du er vort lys” og i sidste vers ”Du er vor far”. Ordet Gud er ikke til stede, men med det stærke ”Du” skabes en stærk forbindelse mellem Gud og menneske.

    Det er ingen overdrivelse at kalde Johansen for det 20.århundredes svar på Grundtvig, og hvis der eksisterede et Melodi Grand Prix for nye salmer, så ville Johansen indtage førstepladsen. Det er Storm P., der siger, at det er let at blive svær, men det er svært at blive let. Og det var denne svære kunst, Johansen mestrede. Det udsprang af hele hans teologi. I en prædiken kommer Johansen med denne anekdote: På et hospital henvender en patient sig til den læge, der er på stuegang: ”Jeg er forladt af Gud, doktor!” Lægen svarer fru Hansen med en ultrakort langfredagsprædiken: ”Så vidt jeg ved, er der kun ét menneske, som har været det, og han var det, for at fru Hansen ikke skulle være det”.

    Den 4. marts ville Johannes Johansen være fyldt 100 år.