I lørdags blev der oprettet et Paulusselskab. Det var ikke en tilfældig dag. For den 29. juni år 64 var den dag Paulus blev halshugget i Rom. Han afventede sin henrettelse i Mametinerfængslet. Her kan man tænke på Paulus´ ord fra Romerbrevet: ”Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.” Paulus frygtede ikke døden, men han frygtede et liv uden Gud. Derfor udsatte sig selv for farer i bjerge, i byer og på havet.

    I Kolossenserbrevet skriver Paulus: ”Jeres tale skal altid være venlig. Krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt.” Ja, ligesom salt giver smag og konserverer, sådan skaber klare ord rene linjer og rydder misforståelser af vejen.

       Paulus var stor, skønt navnet faktisk betyder den lille. Paulus minder os om, at kristendommen er personbåret. Når vi i dag er over to milliarder kristne, skyldes det, at en mand som Paulus var villig til ofre alt for at plante det kristne budskab hos folkeslagene.

   Der er god grund til et Paulusselskab.

      Vi bliver, hvad vi venter på. Paulus ventede på, at Jesus når som helst ville vende tilbage. Det var en tanke, der fyldte ham med forventning. Det kan vi lære noget af i dag: Hvis vi venter på en alderdom med skavanker, på en død uden opstandelse og på at verden går under i krig eller forvitrer i klimaforandringer, kommer det til at sætte sit præg på det, vi siger, og det vi gør.

     Paulus anbefaler, at vi bygger vores tilværelse på tro, håb og kærlighed. 

    Opstandelsestroen handler nemlig ikke kun om livet hos Kristus efter døden, men den handler også om at leve sit nuværende liv oven på graven og ikke nede i en grav fyldt med af nid og nag.

     Vi ved ikke, om vi får realiseret de drømme, vi har. Vi aner ikke hvornår, og hvordan vores død bliver. Men af Paulus kan vi lære, at hvad enten vi lever eller dør tilhører vi Herren. For det enestående ved kristendommen er, at døden ikke får det sidste ord. Når vi en dag ligger på kirkegården, er fortællingen om os ikke slut.

    Fortsættelse følger.