Grundbetydningen af det latinske ord humor er noget med vand eller væske, eftersom romerne mente, at der udskilte sig en særlig væske i mellemgulvet, når man morede sig. Derfor kildede det i maven. Det betyder naturligvis ikke, at de vandede vittigheder er de bedste. Men det er interessant, at sproget taler om vandede vittigheder, ligesom det taler om tørre bemærkninger eller et tørt foredrag. Jeg har tit spurgt folk, hvordan de vil definere begrebet humor, og den bedste definition jeg indtil videre har fået, lyder således: ”Humor er det, man mangler, når man forsøger at forklare, hvad det er”.

      Filosoffen Harald Høffding har i sin bog om den store humor været inde på fænomenet og siger, at man kan iagttage det hos små børn. Hvis man stikker en rangle hen til et barn, som endnu ikke kan tale, og barnet forsøger at tage fat om ranglen med hånden, netop som man fjerner ranglen igen, så ler barnet. ”Man bliver overrumplet, og det er det, man griner ad”, skriver pastor emeritus Knud Muncks i sin nye bog ”Vitser og gode historier”, der er udkommet på forlaget Mellemgaard. Og Munck giver et eksempel. En præst kommer gående med sin præstekjolekuffert på gade. Her møder han en mand fra menigheden, der spørger: ”Nå, skal du ud at rejse?” Præsten svarer: ”Nej, jeg skal til begravelse.” Manden spørger herefter: ”Har du så liget i kufferten?”

     Munck fortæller også om Dirch Passer. En dag fortalte datteren Josefine om kristendomsundervisningen i skolen, hvor læreren havde bedt alle de børn, der gerne ville i himlen om at række deres hånd i vejret. ”Gjorde du så det?” spurgte Dirch Passer hende. Josefine svarede: ”Nej, far, du siger jo altid, at jeg skal komme lige hjem fra skole.”

    Han fortæller også denne historie om digteren Frank Jæger fra Langeland, der havde besøgt sin kollega Tom Kristensen på Thurø og skrev dette rim: ”Her sejler jeg forbi Dem, Tom,/ lidt fuldere, end da jeg kom/ Nu skal jeg hjem, trods vind og vejr,/ til Langeland til Trankær.”