I Sorø bor religionsfilosoffen, dr.theol. Niels Grønkjær. Han har netop udsendt en spændende og tankemættet bog om den nok mest betydningsfulde kvindelige filosof i nyere tid – Hannah Arendt.

Titlen på bogen er det samme som overskriften for denne klumme.

      Arendt var født i 1906, og hun var jøde, men alligevel blev hun en imponerende fortolker af kristendommens kærlighedsbegreb. Som Grønkjær overbevisende påviser, så er hendes fortolkning af kristendommen som universel religion højaktuel.

     Vores tid er nemlig stærkt optaget af identitetspolitik, hvor alt drejer sig om, hvilken hudfarve, køn eller seksualitet, man har. Sådan så Arendt ikke på det. Eller som Grønkjær forklarer: ”I handlingen er vi ikke bundet af vores identitet. I handlingen overskrider vi identiteten ved at stille os i forhold til en anden, noget andet end os selv. Vi gør noget, som ikke er determineret af, hvem vi er.”

   Arendts ser derfor mennesket som en gådefuld skabning, der både er i stand til at bygge katedraler og kz-lejre. For når ”et menneske kan gøre endeløst meget mere ondt, end det er, [må det] implicere, at et menneske også kan gøre meget mere godt, end det er.”  

    Arendt er ikke mindst inspireret af kirkefaderen Augustin. Det er ham, der har forfattet en af kirkehistoriens mest mærkværdige sætninger: ”Du skal ikke elske et andet menneske for, hvad det er, men for hvad du vil, at han skal være.”

     Det kan ved første gennemlæsning lyde ejendommeligt. For handler det ikke om, hvem vi er? Nej, svarer Arendt: ”Vi skal ville, at det andet menneske er vores næste. Vi skal ikke ville, at hun er kvinde, muslim, kristen, dansker, min kone, succesrig, noget helt særligt (…) Min næste ligner mig ikke, og hun er heller ikke min modsætning. Det er ikke et spørgsmål om at ligne eller ej. Det er et spørgsmål om lighed: min næste er lige med mig som den synder, der er elsket af Gud. Gudskærligheden ophæver forskellen og modsætningen mellem os.”