En far ville belære sin lille datter på tre år: ”Hvis jeg var dig – ville jeg gøre sådan og sådan”. Pigen svarede uimponeret: ”Hvis du var 3 år og hed Maria ville du gøre lige nøjagtigt det, jeg gør!” 

    Et andet eksempel: En familie ville have præsten til at overtale deres far til at komme på plejehjem. Du får jo flere til at passe dig på plejehjemmet, sagde præsten. Joe, det var da rigtigt nok. Du kan jo også hver dag få besøg af din familie på plejehjemmet, forklarede præsten. Jae, det var da også sandt, brummede den gamle. Og så har du hele tiden nogle at tale med på plejehjemmet, understregede præsten. Joe, det vidste han da godt. Men da præsten ville konkludere, at plejehjemmet var det eneste rigtige, løftede den gamle mand brat hovedet og sagde følgende udødelige ord: ”Men en vil jo ett !” (Oversættelse: ”Ja, men jeg vil det ikke alligevel!”

     80 år skiller den gamle mand fra lille Maria, men begge vidner de om nødvendigheden af at være sig selv. Hvorfor vil man det ene og ikke det andet? Hvorfor forelsker man sig i ét menneske og ikke et andet?  Ja, menneskelivet er en uforklarlig gåde, og respekten for at det skal være sådan, lyder i den kristne forkyndelse, der understreger, at når et menneskets afgørelse kan krydse alle velmenende planer og sabotere alle agtværdige hensigter, så er dette ikke en mangel ved mennesket. Men så er det et udtryk for, at vi er Guds skabninger og derfor har frihed til at være os selv.

     Man regner med, at søndagsgudstjenesten i Kina har flere deltagere end alle europæiske kirker sammenlagt. Hvorfor? Svar: Fordi den almindelige kineser vil have ret til at være sig selv efter at være blevet kujoneret af kynisme og kulturrevolution, og i evangeliet har kineseren hørt, at mennesket er den personligt ansvarlige, der aldrig kan kaste sit ansvar fra sig og deponere det hos partiet eller kollektivet. Mennesket som den moralsk ansvarlige, hvem intet som helst kan fra fratage ansvaret.