I sidste uge overværede jeg en koncert med Bruce Springsteen i Odense. Han er en af den rytmiske musiks helst store sangskrivere, og i sin selvbiografi “Born to run” fortæller Springsteen, at inspirationen til sangene i vidt omfang kommer fra den kristendom, han voksede op med: ”Jeg opdagede et land fyldt med en stor og barsk skønhed, fantastiske historier, ufattelige straffe og grænseløs belønning. Det var et overdådigt og dybt bevægende sted, som jeg enten blev dannet af eller passede lige ind i.”

    En af hans sange hedder ”Living proof” (da. et levende bevis), her synger Springsteen om sit første barns fødsel. Jeget i sangen har oplevet modgang og er blevet mødt af modstand, men nu ved han, at der er en dyb mening med den menneskelige eksistens. For alt, hvad der rører og bevæger os, er et livstegn fra den Gud, der har skabt os, og når man står med sit første barn i armen, går takken uden videre højere op, synger Springsteen.  (En af mine kolleger hævder ganske vist, at det gælder det første barn, for siden bliver det ”som om man trak dem i en automat.”)  

     Springsteen har også skrevet sange om Jesus. ”Jesus Was an Only Son” hedder en af dem, hvor Jesus trøster sin mor langfredag med ordene om, at døden ikke er det sidste ord, fordi selve skabermagten er gennemsyret af en guddommelig vilje til liv. Og i ”My City of Ruin” går sangens jeg ind i en tom kirke og beder Gud om styrke til at klare sit liv.

     Som det fremgår af Springsteens erindringer, har den kristne tro fulgt ham livet igennem. Naturligvis har han været ramt af tvivl og anfægtelser, men der er en grund til, at en hans sange hedder ”Reason to believe” – der er grund til at tro. Albert Einstein blev en gang spurgt, hvad det vigtigste spørgsmål i livet var. ”Er verden et venligt sted eller ej?”, svarede Einstein, og med ”Reason to believe” udfolder Springsteen Einsteins ord med eksempler fra dagligdagen, der viser, at ”når dagen er omme, finder folk alligevel grund til at tro.”