Kumbel alias Piet Hein skrev: «For livets mening livet sørger, præcis så længe som man spørger”. Læs det lige højt. Kumbel siger jo hermed, at man ikke kan skille det at søge mening fra at leve livet. Livet går med umådelig mange ting. Man skal arbejde, man skal hvile sig, man skal indtage føde og væske. Alt sammen er det vigtige ting. Men når det er løst, så vil vi stadigvæk have en mening med vores liv. I gamle dage var der ikke så meget slinger i valsen. Man trådte ofte i sine forældres fodspor, fandt en plads og en mening. Man kan sige, at meningen rent faktisk lå i strukturerne.

    Heri adskiller nutiden sig dramatisk fra tidligere tider. I dag forventes det, at man selv meningen, og det er noget helt andet end blot at overtage givne strukturer. Kristendommen giver ikke nogen direkte anvisning på, hvordan vi håndterer tilværelsen i den situation, men der er en opfordring til, at vi skal gøre det så godt som muligt.

    Her kommer tre ord ind, som alle begynder med u: Umage, ulejlighed og ubehag. Det er altid fristende at springe over, hvor gærdet er lavest, men skal man have livet til at lykkes og acceptere, at der er en guddommelig myndighed i ens liv, så må man gøre sig umage og ulejlighed, selv om det var nemmere at lade være. Ubehaget hører altså med til livet.

    Det forklarede filminstruktøren Parminder Singh engang i et interview: ”Der er dage, hvor jeg ønsker, at jeg aldrig havde mødt Jesus. Mange fortæller, at de har fundet en ro i troen. Det kan være, det kommer, men for mig er det ikke roen, der fylder. Jesus har gjort mig liv langt mere besværligt. Han udfordrer mig konstant. Han smadrer mit ego. Mine livsløgne om, hvor godt et menneske, jeg er. Han er det evige spejl. Min sjæls kirurg. Lidt ligesom min kone. Når jeg får lyst til at flygte fra hende, er det som regel, fordi hun får noget sandt frem i mig, jeg ikke kan holde ud. Men jeg elsker hende, og størst af alt er kærlighed. Og julenat viste Jesus mig, at det ikke er pinligt at elske og lade sig elske.”