Forleden da jeg var ude for at handle, var der én i køen, der spurgte mig, om jeg kunne ikke skrive en klumme om ”Brorson og julen.”

   Så gerne!

     Hans Adolph Brorson (1694-1764) blev født i Sønderjylland og endte sine dage som biskop over Ribe stift. Han skrev eller gendigtede 128 af Den danske Salmebogs 791 salmer. Og skal man forstå, hvorfor Brorson især knyttes til julen, så bør man slå op på nr. 122 ”Den yndigste rose er fundet.”

    Her læser man: ”Alt siden vi tabte den ære/Guds billedes frugter at bære,/ var verden forvildet og øde,/ vi alle i synden bortdøde.” I verset beskriver Brorson, hvad der sker, da Adam og Eva har forspist sig på kundskabens træ. Vi mister gudbilledligheden. Vi er ikke længere skabt med den, som Adam var det. Hos Brorson betyder tabet, at verden bliver forvildet og øde – altså tom og meningsløs.  Men Brorsons salme forkynder, at vi på ny kan få skænket gudbilledligheden, for senere i salmen hedder det ”Da lod Gud en rose opskyde/ og sæden omsider frembryde,/ at rense og ganske forsøde/ vor slægts den fordærvede grøde.”

   Hos Brorson hænger syndefald og frelse sammen. Der kom noget godt ud af faldet: Rosen kom til verden, Kristus lod sig føde, og Guds søn bragte frelsen med sig. De gamle kirkefædre sagde, at da Adam og Eva spiste af kundskabens træ, udløste det ”et lykkeligt fald” (felix culpa), og man kan jo også sige, at hvis de ikke havde gjort det, så var Bibelen blevet en ganske kort fortælling, og ingen ville sidde med Sorø Avis foran sig.

    Brorson har ligesom kirkefædrene blik for, at det hører til menneskets storhed, at vi kan tage fejl, at vi kan handle, at vi er frie væsen – netop fordi vi kan synde. I den sammenhæng er det sidste vers i salmen højdepunktet: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og knage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste.”

      Det skal vi heller ikke. Rosen er Kristus. I juletid og altid. Glædelig jul!