En trist og ensom mand ved navn Ortner sætter sig en dag på en banegårdscafe. Han sidder med en sjat rødvin i hånden, da en gæst byder ham på et nyt glas. Det ender med at de to mænd bryder op og besøger en øjenklinik. Ortner har fået ganske meget vin under vesten og lader sig overtale til en øjenoperation, som vil, at hans øjne bliver åbnet for alt det skjulte i verden. Umiddelbart efter indgrebet undgår Ortner således en trafikulykke netop fordi han aner, hvad der kommer til at ske. Snart bliver Ortner også meget velhavende, for med sit nye syn er han også i stand til at gennemskue børsmarkedet. Alt lykkes for ham.

Ortner har rejst sig fra at være en forhutlet sut til at være en af verdens mægtigste og rigeste mænd.

Er han så ikke også en af verdens lykkeligste mennesker. Nej, tværtimod. Han bliver stadig mere ulykkelig. ”Først og fremmest blev jeg ramt af kedsomhed. Jeg kunne mærke, at spændingerne i livet manglede, det ubekendte, for og imod, alt det som gør livet interessant. Nu var jeg som en fægter, der ikke kunne tabe en duel. Jeg kunne regne mig frem til ethvert udfald. Men det gådefulde, det ubekendte, som sætter vort hjerte i svingninger manglede. For hvem gider gætte gåder, når man kender løsningen forhånd?”.

     Ja, sådan spørger Ortner sig selv og læseren i Ernst Jüngers roman ”Heliopolis”, der ender med, at Ortner opsøger den magiske øjenlæge på ny og gennemgår en operation, der betyder, at han ikke længere kan regne tilværelsens gåder ud.

    Nej, for hvem gider gætte gåder, når man kender løsningen på forhånd? Vi aner ikke, hvordan 2022 vil forløbe. Det kan skabe ængstelse og uro, men hvis vi vidste alt, der var at vide om 2022 allerede nu, så kunne livet såmænd også hurtig bliver en kedsommelig affære.

Og selv om vi ikke kender det år, vi går ind i, kan vi alligevel betræde det fortrøstningsfuldt og med ro i sindet, for som Grundtvig sagde ”Og når min sjæl blev af sin grublen træt/ den hviled’ sig ved fadervor at bede”.