02/07/2024 0 Kommentarer
Fluernes Vorherre
Fluernes Vorherre
# Sorø Klosterkirke
Fluernes Vorherre
Tidligere på året døde Johannes Møllehave. I de sidste år af sit liv gik han med planer om at skrive en tredje bog om Storm P. Han nåede det ikke, men nu har hans søn Tomas skrevet den under titlen ”Fluernes Vorherre” og netop udgivet den på forlaget Frydenlund.
Bogen appellerer i den grad til smilebåndet.
En ivrig missionær træder ud foran Storm P.s bil, imens han holder for rødt, banker på ruden og spørger: ”Har du fundet Jesus?” Storm P. spørger tilbage: ”Nej, er han da blevet væk?” Modspørgsmålet er godt, for Jesus er vel altid til stede om ikke andet som mulighed. Storm P. savnede i det hele taget aldrig svar på tiltale. Efter at have sat bilen, gik Storm P. ned ad Frederiksberg Allé med en skuespillerven, der fortalte indgående om sine søvnproblemer, inden han spurgte: ”Hvordan sover du, Storm?” Storm lagde sig straks ned på fortovet, puttede håndfladerne ind under kinden, lukkede øjnene og svarede: ”Sådan her”.
Peter Vimmelskaft hed en af Storm P.’s første figurer. Han bliver på en tegning spurgt: ”Tror du på reinkarnation?” Svaret er bekræftende, og han får derfor spørgsmålet, hvad han var i sit forrige liv. Svaret lyder: ”En torsk”. Spørgeren vil vide, hvornår det var og får svaret: ”Da jeg lånte dig 20 kroner.”
Det er dog ikke kun Storm P., der er på banen i den lille bog. Også Halfdan Rasmussen optræder, der i sit livs efterår sagde: ”Jeg ved det ikke, men jeg er så gammel nu, at mange morgner vågner jeg og siger til mig selv. Nu orker jeg ikke mere. Så sover jeg lidt videre og vågner, så orker jeg igen. Og så må jeg jo være en ny-orker.”
Også Piet Hein blev en gammel mand. Til sidst kom han på plejehjem. En søndag kom en plejer og spurgte, om han ville til gudstjeneste, og Piet Hein spurgt, om Gud kom, men hun svarede, at det var pastor Hermansen, og så gad han ikke.
Men selvfølgelig slutter bogen med et citat af Storm P. af den opmuntrende slags: ”Man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det.”
Kommentarer