Jesus fortæller i Lukasevangeliet om samaritaneren, der var foragtet af alle rettroende jøder, men som alligevel var ham, der på sin vej så den overfaldne og straks forstod, hvad der skulle gøres og ufortøvet tog fat. Han kan heri minde om den hollandske bonde, som under anden verdenskrig fandt en faldskærmsmand, en hemmelig agent, der havde brækket benene, da han ramte jorden. År senere blev bonden interviewet af tv om episoden: ”Hvad gik igennem dit hoved, da du så faldskærmsagenten ligge på din mark?” Jo, svarede bonden: ”Jeg havde håbet, at han ikke havde ligget der, men da han nu lå dér, så lå han der for mig.”

     Så lå han der for mig! Den hollandske bonde var i samme situation som samaritaneren. Hvem er så min næste, det kan vel ikke være alle og enhver? Jo! Svarer Jesus, din næste er lige præcis alle og enhver! Men naturligvis ikke på en gang! Det er her, kæden tit hopper af. Det handler ikke om at elske menneskeheden, pointen er nemlig, at du ikke selv vælger næsten. Han lå der for samaritaneren og for den hollandske bondske. Ingen af dem var draget hjemmefra for at være barmhjertige, eller ledte efter en, som det var synd for. Men samaritaneren kom tilfældigvis forbi, og han fik medynk med den overfaldne. Ifølge den græske grundtekst gjort det ondt i hans indvolde. Det stod der ikke om præsten og levitten. Man kan få ondt i indvoldene, hvis ens nærmeste er i store problemer, men manden fra Samaria fik lige så ondt, skønt han ikke kendte manden. Han følte et skæbnefællesskab med ham, men han følte også, at der var en fordring over hans liv. Samaritaneren går hen og hjælper den overfaldne og bruger sin tid og sit øjeblik på ham, og det blev stående for eftertiden, i al evighed. Men det vil jo også sige, at hvert øjeblik er vi prøvet af evigheden. Hvad brugte du dit øjeblik på? Til at slå manden ned eller gå uden om ham eller hjælpe ham? Hvad valgte du i tiden? Barmhjertigheden eller kynismen? Man må hele tiden afgøre sig i øjeblikket.