En teologiprofessor beskrev forleden kristendommen i den vestlige verden som svækket, fordi den var træt og hjemsøgt af selvplageriske tendenser pga. en kolonial fortid. Historikeren Mikael Jalving leverer med bogen ”Forsvar for almindeligheden” (Hovedland 2021) på den baggrund et bidrag til en folkelig frimodighed.

     Jalvings bog er både en aktuel analyse og en påmindelse om, hvad vi er rundet af og bør finde inspiration i: ”Uden kirkerne er Europa ingenting. De står derude i al slags vejr som tegn på, at mennesket først og fremmest er et åndsvæsen, som kræver fysisk beskyttelse, siden orden, proportion, mening, skønhed, følelse, kærlighed, samvittighed og samarbejde med andre for at bevare det vigtigste og mest dyrebare i tilværelsen, som er det, der gør os til en del af noget større.”

For kristendommen er ikke fortid og forbi. Det rummer et fremadrettet budskab, og Jalving citerer som et slags motto den store østrigske 1800-tals komponist Gustav Mahler for ordene: ”Tradition består ikke i tilbedelsen af aske, men i videreførelse af ild”.

     Jalving skriver om familien, barndommen, kønnet, dannelse, skønhed og det folkelige liv. Med andre ord: alt det, som enhver af os kender til og må forholde os til. Og som der ingen grund er til at skose eller forholde sig nedladende til. Deraf titlen: ”Forsvar for almindeligheden”. Men Jalving finder netop begrundelsen for sit forsvar for almindeligheden i kristendommen. Han skriver nemlig: ”Ifølge Bibelen indebærer skabelsen, at vi er sat i livets tjeneste, frie til at herske og vogte over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, sådan som det hedder i Første Mosebog, men det betyder ikke, at vi kan gøre, som vi vil, at der er frit spil. Vi har fået livet skænket og er fra første åndedrag noget i modsætning til intet og udfylder en plads, vi ikke har valgt selv. Vi er ikke født ophøjede, hellige eller som de udvalgte; vi er født heldige”.

    ”Forsvar for almindeligheden” er spændende og tankevækkende læsning.