Henrik Pontoppidan skildrer i novellen ”Isbjørnen” en mærkværdig præst, der er blevet sendt til Grønland, da man ellers ikke ved, hvor man skal placere ham. Grønland er det hele rigtige sted for ham. Grønlænderne holder af ham, de kalder ham for Isbjørnen, fordi han ligner en isbjørn med sin store ludende skikkelse og kæmpe grabber. 

     Da Isbjørnen bliver gammel vender han dog hjem til Danmark, hvor menigheden forundres og forarges over isbjørnens grønlandske klæder og manerer. Så sker det en dag, at Isbjørnen kaldes ud til et dødsleje. En gammel mand ligger på det sidste, men han har svært ved at finde fred. Han får først fred, da isbjørnen forsikrer ham om, at der også i himlen vil være mulighed for at få skråtobak: ”Efter den forklaring vendte manden atter tilfreds og beroliget sig hoved. Derpå foldede han de runkne hænder, modtog det hellige sakramente og sov lidt efter ind i sine fædres tro”. Men Isbjørnen bliver fældet på denne udtalelse af sine overordnede og må opgive sit embede.

     Da Isbjørnen forlader præstegården, skriver han på døren: ”I har de tyranner, som I fortjener”. Ja, for vi kan ikke leve af kolde, tørre facts eller med sandheden som noget, der kun kan vejes eller måles, for så overser man at sandheden er større end som så.  Det er ikke fordi det altid behøver at være en nem eller behagelig oplevelse. Den skærer igennem forløjede undskyldninger og falske bortforklaringer, men den holder os samtidig fast, hvor vi er fristet til at give op eller til at give slip.

For den frugtbare sandhed peger mod kærligheden. Som apostlen Paulus siger: Den, der har profetisk gave, men ikke har kærlighed, er intet.

   Kristendommens samlede fortælling består af det, som er større, end vi kunne finde på at sige sig selv. Derfor må det tilsiges os. Igen og igen. Det er troen, der giver os adgang til det, vi ikke kan sige os selv. Alt det, som Gud har givet os i og med Kristus, hvor død bliver til liv, hvor man går fra dødningehjem til de levendes land, hvad Isbjørnens sjælesørgeriske ord mindede om.