I filmen ”Contact” optræder den naturvidenskabeligt orienterede forsker Ellie, der benægter Guds eksistens, da hun kun tror på det, der kan bevises. Ellie har mistet sin elskede far, og i en scene debatterer hun Guds eksistens med den troende filosof Palmer:

Ellie: Okay, hvad er så mest sandsynligt? At en almægtig og mystisk Gud skabte universet og så besluttede ikke at give tegn på sin eksistens? Eller at han simpelthen ikke eksisterer, og at vi har skabt ham for ikke at føle os så små og alene?

Palmer: Det ved jeg ikke. Jeg kunne ikke forestille mig at leve i en verden, hvor Gud ikke eksisterer. Det kunne jeg ikke tænke mig.

Ellie: Hvordan ved du, at du ikke bare bedrager dig selv? For mit eget vedkommende har jeg brug for beviser.

Palmer: Beviser…Sig mig – elskede du din far?

Ellie: Hvad mener du?

Palmer: Din far – elskede du ham?

Ellie: Ja. Ja, rigtig meget.

Palmer: Bevis det.

    Det kan Ellie selvfølgelig ikke, men kærligheden til faren er ikke desto mindre noget grundlæggende i hendes liv, og i sin nye meget spændende og tankevækkende bog ”Mit år med Gud” (Gyldendal) bruger psykologiprofessor Svend Brinkmann replikskiftet som et vidnesbyrd om, at vi ikke kun lever i en verden af målbare sandheder, for hvor vigtige disse end må være, lever vi også for kærlighed, forpligtelse og relationer.

    Brinkmann slutter sin bog med at konstatere, at han har lært adskilleligt af et år med Gud. Han har gennem Bibellæsning lært, at mennesket er et åndeligt væsen, og Brinkmanns opbyggelige besked til læseren lyder derfor: ”Vi har brug for at leve i en verden, der svarer på vores henvendelser, som er rig på mening og værdi, og som vi kan ønske at drage omsorg for – også på en måde, der rækker ud over vores eget lille liv. Jeg har svært ved at se, hvordan vi kan undvære diskussioner om tro og religion, hvis det skal være muligt (…) Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet religiøs i årets løb. Men jeg kan dog sige, at jeg har opdaget, at jeg på flere måder hele tiden har været det.”