Overskriften på denne klumme har jeg ikke selv hittet på. Den er Grundtvigs opfindelse, men hans ord randt mig i hud, da jeg læste om Skotlands sundhedschef.

For et år siden fik hun ørene maskinen. Historien om Catharine Calderwood handler om at sige og gøre noget andet. Under coronanedlukningen stod hun hver dag frem på de daglige pressemøder og på regeringens vegne rådgav befolkningen om, hvordan man skulle mindske smittefaren. Dag efter dag lød budskabet, at man skulle blive hjemme og på den måde bremse spredningen. Det var ikke kun en henstilling, det var også en lov, politiet håndhævede. Men så viste det sig, at sundhedschefen selv tog til sit fritidshus i Edinburgh. Det blev opdaget af myndighederne, og på en pressekonference, erkendte hun, at hun havde besøgt sit fritidshus, selv om hun havde påbudt det modsatte, og efterfølgende udsendte hun en pressemeddelelse, hvori der stod: ”Folk i hele Skotland skal kunne stole på dem, der rådgiver.” Og hun indrømmede, at det var svært, når man handlede som hende. Derfor forlod hun sin stilling.

Men historien er på en måde opbyggelig. Calderwood indrømmede sin fejl, stod ved den og tog konsekvensen, sådan lærer denne historie, at det ikke bare handler om at være perfekt, men nok så meget om at stå ved sig selv.

Paulus skrev i et af sine breve: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.”

Der er selverkendelse i disse ord, de vidner om, hvor svært det kan være at få vores idealer og vores handlinger til at hænge sammen. En vittig sjæl strammede pointen med denne omskrivning af Paulus: ”Det gode jeg vil, det gør jeg. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør de andre”. Ja, sådan er det tit. Her melder tilfældet med Calderwood sig som en oplivende tildragelse, hvor man faktisk får større respekt for sundhedschefen efter hendes ”fald” end før.

      Så måske har Grundtvig ret i de ord, der endte som overskrift på denne klumme.