En mand i fyrrene berettede om, hvordan han var inviteret til sin bedstemors 100-års fødselsdag. Bedstemoren boede på plejehjem, hun havde det i og for sig udmærket, men døjede naturligt nok med nedsat hørelse. Hun fejrede dagen på plejehjemmet med sine nærmeste, og hendes smil lyste op for alle, der sad med ved bordet. Efter spisningen satte barnebarnet sig hen ved siden af sin bedstemor og spurgte hende: ”Hvad er meningen med livet? Du har levet i 100 år, hvad synes du er meningen med livet?” Bedstemoren svarede: ”Hvad siger du?” Han spurgte igen. Men hun kunne simpelthen ikke få fat i spørgsmålet pga. hørenedsættelsen. Manden måtte derfor skrive spørgsmålet ned på et stykke papir: ”Hvad er meningen med livet?”. Den gamle kvinde læste spørgsmålet, greb kuglepennen og noterede nogle bogstaver på papiret. Barnebarnet på 40 år kiggede på papiret. Hvad stod der? Der stod:” I dag”. Blot fire bogstaver. Den gamle kvinde havde koncentreret 100 års livserfaring, og det sammenfattede hun i disse to ord. Kunne man ikke sige mere?

Men så slog det manden, hvor meget der lå i de ord. Bedstemoren havde ikke længere noget hjem, hun kunne kalde sit eget, hun havde mistet sin mand, hun havde mistet det meste af sin hørelse, men hun ville ikke nøjes med bare at overleve. Hun ville også leve. Bedstemoreb levede for øjeblikket, for denne dag – i dag.

     Det skulle lige bundfælde sig, men her har du altså meningen med livet. Dagen i dag, når du griber den. Det lyder enkelt, men er det ikke. Livet minder undertiden om en tom dåsecola, som ligger på vejen. Vi giver den et spark, den ruller længere væk. En dag kommer jeg på den rejse. En dag ringer jeg min gamle ven op. En dag forsoner jeg mig med den slægtning. En dag tager jeg på det kursus. En dag. En dag. Den tomme cola bliver sparket længere op ad vejen, indtil der en dag ikke er flere dage tilbage at tage af.

  På sin 100-årsdag lærte den gamle fra sig: Livets mening er i dag. Bring forsoningen i stand i dag. Meld dig til kurset i dag. Ring op i dag. Lev i dag.