Kongehusets har netop udnævnt en ny hofmarskal, og Kim Kristensen fortæller i et interview med Kristeligt Dagblad om sit forhold til kristendommen. Da han i sin tid blev udstationeret på Balkan, tog hans ægtefælles mormor ham i hånden og sagde: ”Kim, du skal vide, at jeg hver eneste dag vil bede for, at du kommer hjem til Tine og jeres søn.”

    Kim Kristensen slog det hen og mente ikke der var nogen grund til bønner eller bekymringer.

På Balkan var der imidlertid masser at bekymre sig om. Ikke mindst da Kristensen blev orienteret om, at en gruppe danske soldater var fanget i et minefelt uden proviant. Kristensen meddelte sine soldater, at han havde brug for to frivillige, der skulle følge ham gennem minefeltet og ud til de strandede kammerater.

    Undervejs funderede Kim Kristensen over tilværelsen. Han tog et foto af sin gravide kone og deres søn frem, og nu begyndte livets store spørgsmål at melde sig for ham: ”Det gik op for mig, at man som soldat er tvunget til at reflektere over livet og eksistensen. Hvad er meningen, og hvad tror man på? Hvorfor står man op for at gå ud i en kugleregn eller et minefelt, hvor man risikerer at dø? Det gik op for mig, at jeg ikke alene havde ansvaret for soldaterne, men at jeg også havde et ansvar for deres og mine egne pårørende. Det var virkelig en hård mesterlære,”

Men aktionen gik godt, og da Kristensen vendte hjem til sin familie, erfarerede han, at mormoren havde holdt sit løfte og taget ham med i sine bønner: ”Når jeg nu vidste, hvad jeg og mine soldater havde været udsat for og havde overlevet, så gjorde det et enormt indtryk på mig, at hun havde bedt Gud om hjælp til at passe på mig. Og i dag ved jeg, at det har været en medvirkende årsag til, at jeg siden tog bønnen til mig. De gange, jeg som leder har følt mig mest alene og stået over for de tungeste dilemmaer, der potentielt kunne komme til at koste soldater under min kommando livet, har jeg trukket mig tilbage til mit eget lønkammer og bedt en bøn for at finde ro og støtte hos Gud.”