Mange hunde hedder ”Fido”. Det betyder: ”Jeg tror”. Vi kender udtrykket: ”Ham har jeg fidus til”. Men laver han fiduser, mister jeg troen på ham. Hvis jeg opdager, at ham kunne jeg ikke tro på, bliver han til en fidusmager. Påskedag blev disciplene klar over, at Jesus såvist ingen fidusmager var. Det hele gav mening. Han var til at tro på.

    Almindeligvis er det jo sådan, at man bliver oplivet, når man finder den, man leder efter. ”Fundet!” Råber børnene glædestrålende i gemmelegen. Men påskedag lyder glædesbudskabet omvendt: ”Han er ikke her.” Deri består det glædelige budskab: Han er ikke fundet. Et fænomen er noget, der kommer til syne, noget, der viser sig. Så kan man spørge: Kan noget, der ikke kan vise sig, vise sig? Ja, det har jo vist sig. For hvor Jesus før lå, ligger han nu ikke mere. Stilstand, død og forstening er blevet til liv, bevægelse og fremtid.

Så hvad gør vi nu? Må kvinderne spørge sig selv og hinanden ude ved graven. Og de får besked på, at de skal haste mod Galilæa, hvor de skal møde den opstandne herre og frelser.

  Nu tager kvinderne igen benene på nakken, men i en ny retning. Hjemad. Der vil han møde dem. I Galilæa, som er deres hjemegn.

Dette bringer også bud til os. Det fortæller os, hvor Jesus vil møde os. Det kan være udmærket at dyrke pilgrimsvandring, det kan være glimrende at drage på retræte i et kloster, men enhver søgen efter Gud modsvares altid af, at han insisterer på hverdagen og menneskene i den, som ikke blot er det, vi kommer fra, men også som det, vi har ansvaret for.

Det berettes om Mark Twain, at han engang mødte en entusiastisk amerikaner, der forklarede om en rejse til Israel, hvor han havde læst de 10 bud højt på Sinajbjerget. Hertil svarede Mark Twain med sin skarpsindige humor: ”Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og holdt dem?”

    Ja, for Gud er derhjemme, han er gået i forvejen for det, som er vort eget Galilæa, men som nu er forandret. For nu ved vi, at for Gud er alting muligt. Han kan få døden til at afgå ved døden. Han kan gøre det gamle nyt.