Den 9. september 1965 lettede den unge amerikanske pilot ved navn Jim Stockdale fra et hangarskib med kurs mod Nordvietman. Her angreb han de kommunistiske troppers stillinger, men endte med at blive beskudt af vietnamesisk luftværnsartilleri, og han måtte springe ud med faldskærm. Stockdale fortæller: ”Jeg befandt mig i cirka 300 meters højde og havde 20 sekunder i faldskærmen. Jeg kiggede ned og så, at jeg ville lande på hovedgaden i en lille landsby. Soldater fyrede løs på mig, og mennesker løftede deres knyttede næver mod mig.”

    Stockdale blev straks taget til fange og anbragt i det uhyggelige Hanoi-Hilton fængsel, hvor der allerede sad andre amerikanske krigsfanger. Her blev Stockdale forhørt. Her blev han gennemtævet. Og her kom han til at tilbringe 7,5 år bag tremmer. Da fangevogterne ville præsentere ham for de internationale medier, skulle han se han pæn og velnæret ud. Men Stockdale greb en stol og bankede sig selv i hovedet, så fangevogterne måtte opgive den plan. Stockdale skrev i sine erindringer: ”Den nat lagde jeg mig ned og græd. Jeg var så lykkelig over, at jeg havde haft kræfter til at gøre modstand mod dem”.

    Stockdales pointe var, at hvis du ikke viser udadtil, hvad din inderste overbevisning er, vil du lidt efter lidt blive en marionet. Andre vil bruge dig til deres formål. Før eller senere opgiver du dig selv. Du kæmper ikke mere. Du udholder ikke længere strabadserne. Din viljestyrke svinder ind. Og hvis man bryder sammen udadtil, ender det også med at man bryder sammen indadtil.

    Stockdale vendte tilbage til USA og fik en fornem karriere og forklarede engang, hvorfor han havde klaret trængslerne som fange: ”Når det kom til stykket, tabte jeg aldrig troen, jeg var heller aldrig tvivl om, at jeg engang skulle blive fri, og jeg var sikker på, at jeg ville stå det igennem, og at denne erfaring skulle blive den mest dyrebare og mest afgørende i mit liv, som jeg aldrig ville bytte for noget andet.”