I april måned markerer man verden over 300-året for filosoffen Immanuel Kants fødsel. Han er blandt de betydeligste filosoffer nogensinde. Kant blev født i det prøjsiske Königsberg, som i dag er en del af Rusland, og nu hedder Kaliningrad.

    I ”Grundlæggelsen af moralens metafysik” skriver Kant: ”Sørg for at handle på en sådan måde, at du til enhver tid behandler mennesket – dig selv som enhver anden – som mål og aldrig som et blot og bart middel.”

    Det lyder ret indviklet, men er det egentlig ikke. Kant ville understrege, at vi ikke må bruge andre mennesker til at opnå egne mål. En mor behandler ikke sit barn som et middel, men som et mål i sig selv. Vi betragter heller ikke vores elskede som et middel, han eller hun er i sig selv det bedste i verden.

     Men hvad så med alle andre mennesker? Ja, her må vi lære at tilsidesætte lysten til fordel for den moralske ansvarlighed. Men dermed bliver det understreget, at vi har en fri vilje. Hvordan kunne vi ellers have denne pligtfølelse, hvis det ikke stod os frit for at handle eller ikke at handle? Så var vores handlinger kun led i en ubrydelig kæde af mekanisk årsag og virkning

    Kant rimer på protestant, og han vidste også derfor god besked med, at vi alligevel ofte kommer til kort med den moralske ansvarlighed. Derfor skrev han: ”Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren.” Og det har Kant jo ret i. Hvis vi ikke har noget at håbe på eller le ad, og hvis vi ikke kan sove, må det være svært at klare livets genvordigheder.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om sangskriveren Knud Michelsen har haft Kant i tankerne, da han skrev nr. 571 i Højskolesangbogen: ”Ku’ du smile ad det svære?/ Ku’ du hjælpe dine kære?/ Bar du dig anstændigt ad?/ Lad da dagen være omme./ Lad da nattens drømme komme./ Du i morgen vågner glad.”