Forfatteren Franz Kafka døde for 100 år siden, og i hans mest kendte roman ”Processen” vågner hovedpersonen Josef K. op med en klar erkendelse af at være skyldig. Men hvad er han skyldig i? Josef K. taler med præsten, som fortæller ham en lignelse om adgangen til loven. Jeg tolker her loven som livet.

     ”Foran loven står der en dørvogter” fortæller præsten. ”Til denne dørvogter kommer en mand fra landet og beder om adgang til loven. Men dørvogteren siger, at han ikke kan give ham tilladelse til at træde ind nu”. Manden spørger så, om han vil få lov til at træde ind senere. ”Det er muligt”, siger dørvogteren, ”bare ikke nu”. Så går der mange dage og år. I de mange år iagttager manden konstant dørvogteren, som forekommer ham at være den eneste hindring for hans adgang til loven. Han forbander sin skæbne, men efterhånden som han bliver gammel, nøjes han med at brumme frem for sig. Lige før sin død slutter alle de erfaringer, han har gjort i alle disse år, sig sammen i hans hoved til et eneste spørgsmål, som han endnu ikke har stillet dørvogteren: ”Hvordan kan det være, at jeg er den eneste, der har ventet på at få adgang her i alle disse år?” Og dørvogteren, der konstaterer, at det snart er ude med manden, siger: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, for denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.”

      Sådan! Indgangen var der hele tiden. Det eneste, manden skulle have gjort, var at skubbe til døren og gå ind. Han skulle have ignoreret dørvogterens tilstedeværelse, for dørvogteren var slet ikke nogen forhindring for ham i at gå ind og finde meningen med sit liv. Det var hans indgang, og han benyttede sig ikke af den. Ja, gråd og tænderskæren i mørket udenfor, for tænk på det spildte liv.

   Josef K. var skyldig, forstod han, men hvilken skyldighed var han sat i? Jo, når vi har fået livet, så er vi også skyldige i at leve det og dermed forvalte vores betroede talenter bedst muligt, og da bliver man nødt til at skubbe døren op og gå ind.