”Der bliver udgydt flere tårer over opfyldte end over uopfyldte bønner”, skrev den spanske nonne Teresa a Ávila i 1500-tallet. Et mærkeligt udsagn kan man synes. For har vi det ikke bedst, når vores ønsker går i opfyldelse? Ja, hvad mente Teresa a Ávil egentlig?

     Det er jeg kommet på sporet af gennem læsningen af Niels Overgaards bog ”Mere er aldrig nok – hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv”, som netop er udkommet på forlaget Gyldendal. Her viser Overgaard, hvordan oldtidens tænkere har meget at lære os, der lever flere tusinde år senere. Filosoffen Seneca skrev: ”Begæret kan ikke undgå at vokse uendeligt, når det overskrider sit naturlige omfang. For det naturlige har en grænse, hvorimod det tomme og lystbestemte er uden ende.”

    Senecas ord får Overgaard til at reflektere over, om mådeholdet er noget vi har grund til at genoplive og genopfriske. For hvad er alternativet? Svar: ”Alternativet til mådehold er det uhæmmede liv. Et liv, hvor mere aldrig ender i nok. Hvor mennesker sidder tilbage som et forkælet barn i indpakningspapir til op over begge ører juleaften og skriger på flere gaver, selv om det ingen reelle behov har tilbage.”

    Så er man i den situation, hvor opfyldelsen af ønskerne efterlader større sorg end det modsatte. Det er spændende, at Overgaard i sin bog også kobler de antikke tænkere sammen med kristendommen. I antikken var de fire centrale elementer: Visdom, mod, mådehold og retfærdighed. Man kalder dem også kardinaldyder, og kristendommen overtager dem, men føjer så yderligere tre dyder til – nemlig tro, håb og kærlighed. Dermed står man med sammenlagt syv kardinaldyder, og når man i øvrigt kalder dem for kardinaldyder, skyldes det også kristendommen. Kardinal kommer af latin og betyder ”det, det drejer sig om, vigtigst.”

    Og det er det det, som ”Mere er aldrig nok” handler om.

    De vigtigste ting i livet.