Den sidste sabotør

Den sidste sabotør

Den sidste sabotør

# Sorø Klosterkirke

Den sidste sabotør

Den 16. februar 1945 befandt den 19-årige maskinlæring Ejler Borch sig med sin maskinpistol lige uden for værnemagtens hovedtankanlæg ved Vanløse station. Under dæknavnet ”Thor” var Ejler Borch blevet medlem af modstandsorganisationen BOPA året forinden. Sabotageaktionen ved Tankstelle skulle blive BOPAs hårdeste skudveksling nogensinde. Sabotørerne affyrede i heftig ildkamp med tyskerne hen ved 3.000 skud.

     Ejler Borch er i dag en af de absolut sidste nulevende sabotører, og forfatteren Anders Fenger er ved at skrive en bog om ham med samme titel som denne klummes overskrift. Den 16. februar i år havde Fenger inviteret mig til at møde Ejler Borch på stedet, hvor værnemagtens tankanlæg lå. Håndtrykket er fast og smilet stort, og Ejler Borch fortæller straks medrivende og detaljeret om slaget for 79 år siden. På spørgsmålet om hvordan han reagerede, da skudvekslingerne gik i gang, svarer han med et smil, at han tissede i bukserne.

     Jeg kommer til at tænke på Poul Sørensen – kaldet Poeten- som under besættelsen hyldede modstandsfolkene med disse rim: ”Og det er stort at vove liv og blod/ når man er uforfærdet, som så mange. / Men størst er det: I dåd at vide mod,/ når man er bange.”

    Det var det Ejler Borch gjorde, da han måned efter i deltog BOPAs store aktion, der lagde Always i Boyesgade i ruiner. Ejler Borch var aktiv i modstandsarbejde frem besættelsens afslutning. Siden blev han maskinmester på Grenå-Hundested-færgen og nyder nu sit otium med familien tæt på.

    Ejler Borch fortæller, at de bedste penge han har givet ud, er dem, som han har brugt på at invitere sin familie på ferie, hver gang han er fyldt rundt. Og han overvejer nu, hvordan han til næste år skal markere sin 100-års fødselsdag. ”Jeg tager ingen medicin, men jeg går i fitnesscenter tre gange ugentligt. Og så cykler jeg”, forklarer den sidste sabotør, der bevæger sig rask, rørig og rank omkring, mens han ivrigt gestikulerer med sin stok.         

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt