02/07/2024 0 Kommentarer
Kong Frederik og kristendommen
Kong Frederik og kristendommen
# Sorø Klosterkirke

Kong Frederik og kristendommen
Det kan ikke være nemt. Nej, det kan rigtignok ikke være nemt at blive vurderet, analyseret og kritiseret i snart sagt hvert eneste ugeblad året rundt. Men det er kong Frederiks skæbne. Enhver tilfældig bemærkning eller uoverlagt kommentar bliver gentaget og gennemgået, som var det en fuga af Bach.
Alligevel var det tydeligt, at kong Frederik besteg tronen med højt humør og masser af selvtillid. For er det noget, som er slående ved Kronprinsen, så er det just hans gode humør og store selvtillid. Han laver ikke sit kropssprog om eller forandrer sin sproglige duktus, fordi velmenende kommentatorer anbefaler ham at gøre det. Han forbliver sig selv på af trods forventningernes pression. Og den bog, der under titlen ”Kongeord” på Politikens forlag er blevet udgivet i anledning af tronskiftet, bidrager kun til at understrege, at kong Frederik foretrækker at stå på egne ben frem for at stå på andres.
Kong Frederik har nemlig tilstrækkelig indre frihed til at kunne finde sig til rette i sin særlige og krævende position. Og spørger man, hvoraf denne frihed kommer – jamen, så synes det da mig, at han svarer flot og entydigt på det. Ikke blot understreger kongen, at kristendommen er "en vigtig del af, hvem vi er". Men kongen understreger også, at han heller ikke selv befinder sig på afstand eller i iagttagerens rolle, når det gælder den kristne tro. ”Vi har altid bedt aftenbøn sammen med vores børn, og de yngste to vil fortsat gerne have, at man beder Fadervor sammen med dem, lige inden vi slukker lyset”, siger kong Frederik, der desuden opfordrer til, at vi værner om den evangelisk-lutherske kulturarv, som vi efter kongens opfattelse står nationalt i gæld til. Danmark er ikke skabt på grundlag af tilfældigheder, for ”det er kristne kerneværdier som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed, der har gjort vores samfund så frit og tolerant.”
Kommentarer