Overskriften på denne klumme var digteren Johannes Jørgensens (1866-1956) motto. Jørgensen blev æresborger i Svendborg, men han kom som blot 15-årig til København i 1882. Med sig havde han sin notesbog, hvor der på den første side stod: ”Tro er magt”.

     Kommer man derhen, hvor man (i virkeligheden) vil hen? Ja, i alt fald sker der det, at troen kommer ind i den ellers religionsfjendtlige Jørgensens liv nøjagtig 10 år senere, da han bliver opsøgt af en jøde, som er blevet omvendt til katolicismen. Siden slår Jørgensen sig ned i Italien med sin kone Amalie, som han får 7 børn med, og Jørgensen bliver katolik i 1896.

     Selv om jeg ikke er katolik, så tilslutter jeg mig Jørgensens trosbekendelse fra 1907: ”At tro er at løfte sit blik/ til de evige stjerner og håbe mod tvivl/ og vide mod visdom,/ at skjult i de svimlende dybder/ våger der én,/ som vogter og værner./ At tro er at føle en afgrund/ under sit liv og sit virke./ en afgrund af mørke/, en afgrund af lys/, et dyb af jubel, et dyb af gys – og vandre i gader/ som i en højtidelig kirke”.

    Afgrunde nævnes tre gange. Lys og jubel blot én gang. Det er jo en spinkel balance, hvor der er større vægt på de negative elementer end på de positive. Men alligevel understreger Jørgensen, at tro består i at håbe mod tvivl og vide mod visdom. For tro er at vide besked om én, som våger, vogter og værner, og således vender regnskabet alligevel til den positive side i Jørgensens digt.

    Anfægtelsen er dog til stede digtet, og den er også til stede i det digt, som Jørgensen skriver under 1.verdenskrigs gru, hvor han spørger, hvorfor Kristus ikke griber ind i krigen: ”Ser du da ej, at verden brænder? I har korsfæstet begge mine hænder”.

    Og det kan jo minde om dette replikskifte, hvor den ene ven siger til den anden: ”Jeg tør ikke spørge Gud, hvorfor der er så meget ondskab i verden”. Den anden undrer sig: ”Hvorfor tør du ikke det?” Den første svarer: ”Jeg er bange for, at Gud spørger mig om det samme”.