02/07/2024 0 Kommentarer
Napoleon
Napoleon
# Sorø Klosterkirke
Napoleon
I biografen har der netop været premiere på storfilmen om Napoleon. Men hvordan kom Napoleon til at hedde næsten som kagen? Jo, Napoleons mor Letizia deltog som partisan i korsikanernes kamp mod Frankrig. Kuglerne føg om ørene på hende, og som glødende katolik påkaldte hun jomfru Maria. Letizia agtede derfor at døbe drengen Joseph-Maria, men ombestemte sig og opkaldte ham efter en af de kristne martyrer fra oldtiden - Napoleon.
Napoleon blev født i sejrsskjorte – dvs. med fosterhinden over ansigtet, hvad der skal bringe lykke. Filmen viser da også hans erobringer, men i 1814 ender han på eksil på Elba. Året efter forlader Napoleon øen, og overalt slutter soldater sig til ham. Nu kommer det til slaget ved Waterloo, som er et belgisk navn, der direkte oversat betyder Vanløse. Så hvis slaget havde udspillet sig i Danmark, ville man have sagt: ”Her mødte Napoleon sit Vanløse!
”Skæbnen kender jeg godt”, sagde Napoleon. ”Det er den magt, der holder med den, der har flest kanoner”. Men han tog fejl. Søren Kierkegaard har i ”Begrebet Angst” skildret Napoleons neurotiske forsøg på at tage varsler: Stod solen på himlen på samme måde ved Waterloo, som den gjorde, da Napoleon vandt sin store sejr ved Austerlitz i 1805?
Men Napoleon skulle have bekymret sig mindre for solen og mere for navnet Waterloo. Napoleons soldater fik kilovis af mudder under støvlerne, og kanonerne bevægede sig kun langsomt på det regnvåde terræn. Om aftenen den 18. juni 1815 kunne hertugen af Wellington på hesteryg derfor glæde sig over sejren sammen med sin general, der dog fik sagt: ”Tænk, jeg føler det, som om mit ben er blevet skudt af.” Wellington red om på den anden side af ham og svarede: ”Det er det også.” Først da opdager generalen, at han sidder i sadlen med kun højre ben i stigbøjlen!
Men et afgørende slag var Waterloo, for havde Napoleon sejret, så var Belgien blevet underlagt Frankrig, eftersom Napoleon under ingen omstændigheder ville slippe Antwerpen, der eller kunne give England let spil på søsiden.
Kommentarer