D. 29. september 1943 lå invalidepensionist Niels Clausen i dyb søvn i sit hus i Gilleleje, men han blev vækket, da manufakturhandler Tage Jacobsen pludselig stod i hans soveværelse. Om han ville hjælpe nogle jødiske familier over sundet?

    Den pensionerede fiskeskipper, Niels Clausen, tøvede et øjeblik, han var bange for, hvad der kunne ske med han familie, han var bange for, at hans båd skulle blive opbragt af tyskerne, og han var bange for, at han skulle blive tilbageholdt i Sverige. Niels Clausen havde sit 5-årige barnebarn Bente på besøg, da manufakturhandleren stod i soveværelset, og 8 årtier husker hun stadig, da bedstemoren spørger ham: ”Du har altid ønsket at hjælpe mennesker i nød, nu har du chancen”. ”Det vil jeg gøre”, lød svaret. I det øjeblik hævede den gamle mand sig over bekvemmelighed, ængstelse og frygt. Han sagde ja, hvor de andre og yngre skippere havde sagt nej. Er det tilfældigt, at det også var Niels Clausen, som har bygget det kirkeskib, der hænger i Søborg kirke? Nej, menneskelig etik må nødvendigvis komme fra Gud, da etik er af en sådan beskaffenhed, at det ikke bare kan være et resultat af flokkens sociale overlevelsesinstinkt. For hvis det var tilfældet, så havde Niels Clausen gjort, som de yngre og stærkere og mere mobile skippere. Så havde han sagt: Jeg tør ikke. Jeg er for gammel. Det er for farligt. Eller vi må ikke gå imod tyskerne og regeringen. Men han sagde i stedet: ”Det vil jeg gøre”, og dermed kom han til at minde de yngre skippere om, at man skal adlyde Gud mere end mennesker

    Og således blev Niels Clausen et eksempel til efterfølgelse.

 For da andre skippere de hørte, at Niels Clausen på trods af sin alder og sit handicap havde sejlet over sundet med flygtning, tog de snart ivrigt del i undsætningen af jøderne, hvis redning vi i disse uger markerer 80 året for.

       Skal vi adlyde Gud eller mennesker? Skal vi følge en besættelsesmagts direktiver eller vores samvittighed? Det handlede det om i oktober 1943, og det handler kristendommen om.