En søløve kravler klodset og hjælpeløst rundt på landjorden, hvorimod den bevæger sig med selvfølgelighed, når den kommer i vandet. Derfor kunne man godt kalde Ludwig van Beethoven for en musikalsk søløve. Han kunne vanskeligt begå sig i verden, men når han gik ind i musikken, var han et geni. Beethoven var et ekstremt følsomt, vildt kontrastfyldt, kolossalt ambitiøst og pinagtigt nærtagende menneske.

   Baron de Trémont beundrede Beethoven mere end nogen anden, men han var chokeret over hans husorden: ”Et gammelt flygel dækket af et tykt lag støv og stabler med trykte og håndskrevne nodeark, og under det…nej, jeg overdriver ikke, under det stod en natpotte, der ikke var tømt!” Kun hos få komponister er modsætningen mellem kunstner og mennesker så overvældende. Beethoven kunne komponere musik som ingen anden, men når han skulle gange 17 med 5, fandt han resultatet ved at skrive tallet 17 fem gange under hinanden og lægge sammen. Og så var det endda de sidste 10 år indtil sin død i 1827, at Beethoven skrev de værker, der satte selv hans egne største hidtidige resultater i skyggen. I de år han lever i dyb ulykke, sætter Beethoven musik til Schillers ”Ode til glæden”. Beethovens musik opstår som en resultatet af en sejrrig kamp mod et modvilligt materiale og med det overvældende handicap, der lå i han døvhed. ”Det kom fra hjertet, måtte det nå til hjerterne”, skrev han i en af de sidste kvartetter. Men det er jo mærkeligt at tænke på, at Beethoven samtidig levede i et kaos, men de blomster vi sætter i en vase, har jo tit groet på noget, der nærmest ligner en mødding.

   Beethoven endte med at få leverbetændelse, og hans læge anbefalede ham at behandle den med punch! Ikke så sært at han døde kort tid efter. Forinden havde han på dødslejet haft besøg af tenoren Luigi Cramolini, der skulle glæde ham ved at synge en arie fra ”Fidelio”. Italieneren var synligt trykket af situationen, men Beethoven sagde til ham, at han ikke skulle være nervøs: ”Jeg kan jo ikke høre noget, jeg vil bare gerne se dig synge!”