02/07/2024 0 Kommentarer
Fromhedsbølgen er over os
Fromhedsbølgen er over os
# Sorø Klosterkirke
Fromhedsbølgen er over os
I den græske by Kavala, hvor apostlen Paulus for allerførste gang satte sin fod på europæisk jord, er der rejst en rytterstatue af Ali Muhammed. Han kujonerede ellers grækerne og dræbte tusindvis af dem under frihedskrigen. Hvorfor har grækerne ikke væltet Ali Muhammed, deres ærkefjende? Svar: fordi grækerne vil genkalde sig deres nederlag, de vil mindes tabet, så det ikke får lov at gentage sig.
Måske kunne vi lære noget af grækerne, inden vi også får væltet alle vores statuer? I hvert fald er sagen den, at hele den vestlige verden er travlt optaget af at fjerne tidligere tiders aftryk af politisk ukorrekte ytringer. I Florida er man begyndt at udrense passager fra William Shakespeares værker i skolernes undervisning, fordi nogle finder enkelte sætninger stødende. I Salt like City i USA har man fjernet Biblen fra Grundskolen, fordi Bøgernes bog rummer vulgære og voldelige indslag, som det hedder det sig. Og eventyr som Snehvide og Tornerose skal omskrives, fordi en prins ikke må kysse en sovende prinsesse uden samtykke.
Det bliver en kedelig verden, vi kommer til at leve i, når fromhedsbølgen engang har lagt sig og der ikke er mere at udrense.
Einar Mar Gudmundson fortæller i sin roman ”Islandske forbrydere” om oplysningsmanden Magnus Stephensen, der ville gøre salmerne fornuftige og fjerne djævelen fra dem. Gudmundson skriver: ”Salmerne var nu ellers blevet sunget i lange tider i landets kirker, men nu forsvandt altså djævelen fra mange af dem. Tilbage stod det rene versemageri, totalt makværk. Salmerne var blevet korrekte, men var ikke længere noget værd. Folk kom til at savne djævlen. De, der gjorde det, savnede ham ikke i bogstavelig forstand, ikke ligesom en ven eller elsket person, de syntes snarere, at man havde taget alt krudtet ud af salmerne”.
Ja, man kan hurtigt komme til at tage alt krudtet ud af livet gennem sine renhedsbestræbelser.
Kommentarer