Hvem ligner Gud? I Lukasevangeliet får vi at vide, at han ligner hyrden, der går på opdagelse i kløfter og ørkener for at finde det forsvundne får mønt.

     Sådan er Gud altså, han er ikke gået på pension efter opførelsen af himmel og jord. Det understreger lignelsen om det fortabte får. Vi regner måske med, at fåret er et sødt lille lam. Men måske var det en sur gammel vædder, der ville ud at muntre sig med nye får. En sur gammel vædder, der var blevet træt af fårene i sin egen flok og stak af. Og vædderen bliver møgbeskidt af at gå gennem mudderpøle og snask. Men hyrden finder alligevel den grimme, sure vædder, som stinker af skidt og møg. Og hyrden bærer vædderen hjem. Hyrden forlod de 99 får for at gå ud og finde det ene bortløbne får.

    Ville vi virkelig sætte alt ind på at finde det bortløbne får? Ville vi ikke overveje, om det var umagen værd, om det kunne betale sig.? Og er man først begyndt at tænke ad de baner, så melder bekvemmeligheden sig. Som vi dog ikke kalder bekvemmelighed, men foretrækker at kalde for den sunde fornuft. Men Gud lader sig lede af andet end menneskers sunde fornuft. Det kan følgende replikskifte minde om.

     En far fortalte om sin femårige datter, der var komme i tvivl om alt muligt med Gud og os. ”Og far”, sagde pigen, ”hvad så hvis jeg dør og kommer i himlen, og han så slet ikke er der?” Faren nåede heldigvis ikke at svare, inden pigen føjede til: ”Nå, han finder mig nok alligevel!” Ja, for det

er den store glæde, der er hovedsagen. Det er solen, der står op over landskabet og gør nattens bekymring og mørkesyner til svage erindringer. Det er overraskelsen, der sætter vores forudsigelighed på plads med en rungende latter. Gud er ham, der leder og samler op, fører hjem, glæder sig og som vil dele sin glæde og dele ud af sin glæde.

Tænk hvilket billede af Gud at have med sig, holde sig for øje, og lade sig inspirere af.