Den 8. juli i år var det 100 år siden, at sømanden og modstandsmanden Kim Malthe-Bruun blev født. Og det er i år 79 år siden han blev henrettet sammen med sine kammerater i Ryvangen. Kun 21 år gammel. Kims dagbog og breve er blevet optrykt og har været i handlen stort set siden de udkom første gang i oktober 1945.

Brevene viser Kim som et menneske, der i sig havde den kompromisløse kærlighed, som gav ham vægtfylde, da hans time kom: ”Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod”. Sådan skrev han i sit sidste brev, inden geværløbene blev rettet mod ham i Ryvangen. Han skrev ordene til sin mor, men mange andre har fået del i dem, for Kims breve er oversat til syv sprog. Kim var et menneske, der gjorde større indtryk, end vi egentlig har udtryk for.

    I den første del af ”Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945” fortæller Kim om at være sømand og hvad han laver i ledige timer: ”Jeg læser meget i Bibelen og er meget optaget af den. Jeg skriver mange små bemærkninger til.” Og senere da Kim sidder i Vestre Fængsel skriver han: ”Jeg læser lidt i Bibelen. Det Nye Testamente (…) Hver vers rummer jo mere end mange romaner”. Og senere skriver Kim, at ”en af de dybeste ting, jeg har lært af Jesus, er at man skal leve ene og alene af sin sjæls overbevisning.”

Det skulle vise sig at holde stik for Kims vedkommende. Han røber intet under de voldsomme forhør, han bliver udsat for, og han formår at skrive to af de smukkeste breve, der nogensinde er skrevet på dansk. Det ene er skrevet til kæresten Hanne. Det andet er skrevet til moren, Vibeke Malthe-Bruun. Til Hanne skriver han: ”Du lever videre og vil møde andre dejlige eventyr, men lov mig, det skylder du alt det, jeg har levet for, at aldrig vil tanken om mig stille sig mellem dig og livet. Husk, jeg er en kerne i dig, og at jeg forlader dig, betyder kun, at alene kernen lever videre (…) Jeg skal have blæst alt det liv, der findes i mig, over i dig, så det kan fortsætte-”