Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson underviser på en forfatterskole, og her giver hun altid sine studerende det samme råd: ”Antag, at jeres læsere er mere intelligente, end I selv er”. Rådet kunne sagtens udvides til at omfatte prædikanter, for der skal være noget, som menigheden eller tilhøreren kan vokse i. Troen er nemlig til at vokse i. Dengang vi fik troen i dåben, var den faktisk for stor. Tænk på den lange dåbskjole vi var iført, da vi blev døbt, den peger netop på, at troen er noget, vi skal vokse i. Derfor er den så lang. Gud vil have, at troen er noget, du skal vokse i.

Det kan virke overvældende, og derfor så søger vi ikke sjældent efter noget, der minder mere om vore egne målestokke, noget som er både stramt og tætsiddende – og allerhelst skræddersyet. Hvad er problemet med den tro? Jamen, så er der jo slet ikke noget at vokse i eller lade sig bevæge af! Og det skal der være, for om det kristne liv gælder, at her er man aldrig bare færdig, her er man altid på vej eller undervejs - troen er til at vokse i. Livet er ikke et problem, der skal løses, men en erfaring, der skal gøres.

    Hvis vi nu laver det tankeeksperiment, at Gud havde sprunget julen over, og vi kun kendte ham fra Det Gamle Testamente – den evigt ophøjede, man ikke kunne sætte ansigt på, ja så ville han svare til vore forestillinger, den fjerne Gud, som vi heller ikke kunne sige ret meget om, fordi vi overfor ham befinder os på bedetæppet med panden ned i jorden. Det er den forudsigelige Gud. Men Gud fik et ansigt og en skikkelse og talte til os. Og da han kom så tæt på, blev det pludselig med ét umuligt at skabe Gud i sit eget billede. Den fjerne Gud er nemmere at få på sit eget hold, men kommer han tæt på bevæger han os, anfægter os, han lader os ikke i ro, men han lader os vokse med en overstrømmende nåde, som når ud over de grænser, vi kender. For hvad barmhjertighed, nåde og tilgivelse angår, så er Gud til at regne med.