I sidste måned døde digteren Hans Magnus Enzensberger (1929-2022). Han blev 93 år gammel, og mens han som ung harcelerede over verdens uretfærdigheder, blev den sene Enzensberger fyldt af taknemmelighed i sin lyrik: ”Mange tak for skyerne. / Mange tak for Det veltempererede Klaver/ og, hvorfor ikke, for de varme vinterstøvler. / Mange tak for min besynderlige hjerne/ og for alskens andre skjulte organer, / for luften, og selvfølgelig for Bordeaux`en. Hjertelig tak for at min lighter ikke går ud, / og begæret, og beklagelsen, den dybtfølte beklagelse./ Mange tak for de fire årstider,/ for tallet e og for koffeinen,/og naturligvis for jordbærrene på tallerkenen,/ malt af Jardin, og for søvnen,/ for søvnen i særdeleshed,/ og – for ikke at glemme det -/ for begyndelsen og slutningen/ og de få minutter derimellem,/ en dybtfølt tak,/ for min skyld gerne også for markmusene derude i haven.”

     Digtet er en meditation over den lille katekismus, hvor det daglige brød i Fadervor er, ”alt, hvad der er brug for til liv og legeme”.  Taknemmeligheden for tilværelsen tager til i styrke og inderlighed, digtet begynder med ”mange tak” og fortsætter med ”hjertelig tak” for at ende i en ”dybfølt tak”. Det er vigtigt at kunne sige tak. I digtet ”Et upåagtet mirakel” bliver Jesu vandring på Genesaret sø sammenstillet med en gammel mand, der skal krydse en stærkt trafikeret vej. Den gamle mand kan ikke gå på vandet, men han har overlevet en verdenskrigs rædsler og et slagtilfælde ”og alligevel for hundredogsyttende gang krydser han den dødelige kørebane for at købe mælk – usandsynligt”. Det gamle mands færden er et næsten et lige så stort brud på naturlovene som vandringen på Genesaret sø. Ja, det er i sandhed ”Et upåagtet mirakel”, som kun lader sig forklare som resultatet af et guddommeligt forsyn, skønt det ikke hensætter manden eller ellers omgivelserne i taknemmelighed.

    Men det blev Enzensberger – indtil for nyligt Tysklands største nulevende digter – hvis lyrik vidner om et lovprisningsoverskud.