Tilfældigvis kommer en mand og en kvinde i snak med hinanden på en cafe. Lige pludselig bryder kvinden ud i gråd. ”Undskyld”, siger hun forlegent, ”men jeg mistede min mand for et år siden ved en trafikulykke. Jeg er blevet slem til pludselig at græde. Sorgen overfalder mig. Jeg kan ikke værge mig mod den”.

    Nej, sorgen forsvinder ikke på 12 måneder. Skal vi beklage det? Tværtimod. Sorgen er en hyldest til livet. Manden på cafeen forsøgte derfor ikke at trøste kvinden, han må have vidst, at der ikke findes anden trøst, når man har mistet, end at få det menneske tilbage, man græder over. Men han sagde noget til hende, som alligevel var trøsterigt: ”Hvor er du heldig, at du har kendt et menneske, som er værdig til så stor en sorg”.

    Heldig? Ja, det kan lyde mærkeligt, når man taler om at miste, men når vi sørger over et menneske, er det fordi vi har været så heldige at have fået en masse fra det menneske. Heldet kan vi møde i minderne, der flimrer frydefulde og smertefulde hen over vores nethinde, og i fotoalbummet ser vi billeder, hvor den døde er fanget i en brøkdel af et sekund. Disse fotos udtrykker ofte mere end en konkret situation, vi ser også en side af dem, et sindelag, et væsen, en væremåde, som vi værdsatte. Vi kan tale med andre, der kendte ham eller hende, vi savner og måske bliver enige om de værdier, der gjorde det menneske værdig til vor sorg.

Vi lever et liv med de døde, vi har ikke kun samvær med de levende, ja vi kan skylde de døde noget – herunder at opfylde deres ønsker. Det er netop ikke lige meget, for selv om de døde er døde og ikke kan komme efter os, hvis vi ikke opfylder deres ønsker, skylder vi dem alligevel noget.

 Vi holder deres minde i vores hænder; da de ikke længere kan tale for sig selv.

    Derfor afholder vi Allehelgensgudstjeneste på søndag – mindernes dag.