Klaus Høeck skriver i digtsamlingen ”Dylan forever”: ”Hvordan i al verden kan et individ, et menneske rumme så megen country, blues, rock, beat så megen folkesang.” Det måtte vi også spørge os om, da vi havde været til koncert i Royal Arena på Arena den sidste dag i september. For 81-årige Bob Dylan fortsætter ufortrødent sin ”never ending tour”, hvor han blander nyt og gammelt materiale. Ifølge Daniel Mark Epsteins store biografi om den amerikanske sanger, er Bibelen den bog, han henter mest inspiration i.

     I 1978 befandt han sig nemlig ved en koncert på sammenbruddets rand. Publikum fornemmede det. Så er det, at en blandt publikum kaster et sølvkors op til ham. Det kommer i lommen, og da Dylan kort tid efter får det endnu værre, så ”kiggede jeg i min lomme, og jeg havde dette kors”. Dylan begynder at bære korset og går til Bibeltimer, og den pressesky musiker har siden understreget, at han fortsat meget gerne lytter til prædikener. Da Dylan bliver spurgt, hvorfor han til gengæld ikke kan døje pressen og vildleder den, svarer han: ”Den eneste person, man skal være forsigtig med at lyve to gange for, er enten en selv eller Gud. Pressen er ingen af dem.”

     Dylan er blevet spurgt, om han beder, hvortil han svarede: ”Jeg beder i håb om at blive et bedre menneske”. Og til koncerten i Arenaen sluttede han med salmen ”Every grain of sand”. Jeg vil sige, at var det den eneste sang, Dylan havde skrevet, så ville han stadig være en stor digter, og han fik da også Nobelprisen i litteratur i 2017.

      Man kan sammenholde ”Every grain of sand” med Brorsons ”Op al den ting” og konstatere, at selv om der er mere end 250 år mellem Bob Dylan og Brorson, så indeholder de to salmer samme lovprisningsoverskud. Den ripensiske biskop ville uden tvivl være enig med manden fra Minnesota, der siger: ”Jeg kan se Gud i en tusindfryd. Jeg kan se Gud om natten i blæst og regn. Jeg kan se skaberværket næsten alle vegne.”