Ida Jessen har tidligere skrevet romaner, noveller, børnebøger og Bibelfortællinger. Og nu har forlaget Gyldendal udsendt en storartet essaysamling med titlen ”Endnu en bog jeg aldrig skrev”, hvor Ida Jessen skriver indsigtsfuldt om de forfatterskaber, hun har fulgt og i flere tilfælde også oversat. Hvad Ida Jessen skriver om Sigrid Undsets persongalleri, gælder også om hendes egen omgang med forfatterkollegerne: ”Hun taler ikke ned til dem, hun overser ikke deres vilkår og hun er med dem hele vejen gennem det de må igennem.”

   Ida Jessen fortæller også om en bog, hun engang ville have skrevet, men som ikke blev til noget -jfr. titlen. Den skulle have handlet om Juda, og i kapitlet om denne skikkelse fra Det Nye Testamente, overvejer hun begrebet tilgivelse, der jo som bekendt er et af de sværeste begreber i kristendommen. Ikke fordi det er svært at forstå, men fordi det er svært at praktisere. Men Ida Jessen giver et godt eksempel på det fra det virkelige liv. Hun fortæller om en veninde, der havde haft en rædselsfuld far, som også havde haft en rædselsfuld opvækst, som han nu også gav sin egne børn: ”Da han skulle dø, turde han ikke dø. Han peb og jamrede. Alle hans livs rædsler, alt det han havde gjort mod sine nærmeste, huskede han nu. Fem forpinte, granvoksne børn stod omkring sengen og hørte ham vræle af anger og sentimentalitet. Og så skete der det, at de sagde: ”Vi tilgiver dig, far.” Det var som en bølge der rejste sig samtidig i dem alle fem. Der var intet forvarsel. Ingen tog det første skridt. Hvor den tilgivelse kom fra vidste de ikke. Deres far, det modbydelige menneske, døde stille og fredfyldt. ”Bagefter”, sagde min veninde, ”var vi også stille og glade””. Hverdagen kom igen med dens strid og kævl, men de fem søskende glemte alligevel aldrig, da bølgen kom og tilgivelsen indtraf, eller som Ida Jessens veninden sagde: ”Uanset hvad, så var det godt. Den slags kan faktisk finde sted.”