Digteren Otto Gelsted var noget distræt anlagt og havde ofte svært ved at genkende folk. På Østergade i København slår en moden kvinde begge arme om ham og kysser ham på begge kinder. Gelsted stirrede stift på kvinden og sagde: ”Næ stop! Hvad bilder du dig ind på højlys dag og midt på gaden at kysse mig!” ”Jamen, jeg er jo din mor, Otto”, svarede damen. ”Åh, så stiller sagen sig jo rigtignok anderledes”, svarede Gelsted, der ellers havde skrevet rimet: ”Intet på den hele jord/ er som barnet hos sin mor/ Her er livets helligdom, / haven som vi drømte om”.

   Men den distræte Gelsted skrev også: ”Af megen lærdom, mange bøger/ blev resultatet tit en nar./ Hvad nytter øje, nytter øre,/ når man i hjertet er barbar”.

    Alligevel var den belæste Gelsted dog ikke barbar. I Hareskoven blev han udsat for et holdup. En gangster sprang frem med pistol: ”Giv mig dine penge, eller jeg skyder!” ”Hov, hov” sagde Gelsted, ”det kan slet ikke betale sig for dig. Lad os tage en taxa hen til den Land og Folk, hvor jeg arbejder og har mine penge, for jeg er kommunist og mener, at pengene er ulige fordelt. Måske kan vi rette op på det.”

     På Land og Folks redaktion tog Gelsted et bundt pengesedler frem og sagde: ”Lad os dele pengene: 100 til, 100 til mig, osv.” Da tyven var ved at lægge hånden på sidste pengeseddel, udbrød Gelsted: ”Okay, men så skal du selv betale taxaen”.

    Det hører til historien, at tyven ikke siden var kriminel og ofte besøgte Gelsted, der læste højt for ham. Mødet med Gelsted ændrede hans liv. Hvad mon Gelsted læste højt for ham? Måske følgende linjer, som sagtens kunne være optaget i Salmebogen og til forveksling lyder som Brorson: ”Vend, fra din sjæls elende/ mod dagens lys dit blik./ Du var din egen fjende;/ du selv var ormens stik./ Hvor sært, mens du i mørke/ og tristheds lænke lå,/ steg lærkerne som ellers/ fra marken mod det blå.”