Guds skjulte handlen

Guds skjulte handlen

Guds skjulte handlen

# Sorø Klosterkirke

Guds skjulte handlen

Frederik Poulsen er dr.theol. og lektor i Det Gamle Testamente. For kort tid siden har han udsendt en storartet, lille bog betitlet ”Josef og brødrene” (144 sider, forlaget Vandkunsten). Den fortæller selvfølgelig om den tekst fra Bibelen, vi kalder for ”Josef og hans brødre” og som står at læse i Første Mosebog.   

    Historien handler om patriarken Jakobs yndlingssøn Josef. Han mener, at alle må elske ham højere, end de elsker sig selv. Josef bliver af sine misundelige brødre solgt som slave og ført til Ægypten. Rejsen og opholdet her beskriver en almengyldig erfaring. I første kapitel skriver Frederik Poulsen: ”Historien om Josef og brødrene er mærkelig tidløs. Den fortæller ikke kun om, hvad der skete engang, men om hvad der sker, når mennesker lever sammen. Om livsdrømme, skuffelser og sorg. Om jalousi, vrede og hævn. Om gensyn, forsoning og sammenhold. Gud handler mest i det skjulte, som nogle af os måske oplever det i vort eget liv.”

    Som bogen smukt viser det, er det lige netop, hvad Josef erfarer: ”Nu tyder han i en lang enetale sin skæbne som et resultat af Guds forsyn. Måske er det først nu, at Josef selv helt forstår sit liv i det lys. Gud har i det skjulte virkeliggjort sin plan for familien gennem Josef. Derfor skal brødrene ikke bebrejde sig selv, at de solgte ham til Egypten, for i virkeligheden var det Gud, som sendte ham foran dem for at holde dem alle i live.”

    Frederik Poulsen gør opmærksom, at Martin Luther også havde sans og blik for Guds skjulte handlen i Josef liv: ”For Luther er Joseffortællingen en lang og forunderlig beretning om Guds skjulte handlen i verden. Selv når Josef føler sig allermest forladt af Gud, solgt og taget til fange, følger Gud ham og vender det onde til det gode. For alle kristne må dette være et eksempel til tro og trøst, siger Luther. Gud er med dig, hvor du end befinder dig, og uagtet hvilke prøvelser og ydmygelser du bliver udsat for.”

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed
  Sorø Klosterkirke - Akademigrunden 4, 4180 Sorø
  ·   Kirkekontor: Munkevænget 22, 4180 Sorø
      57832620
      dva@km.dk

Kontakt